08.02.2012
Vi har efterhånden hørt det mange gange – skrækhistorier om folk, der kommer galt af sted på årets længe ventede skiferie. Resten af ugen skal bruges i sengen med foden oppe, mens venner og familie hygger sig på bjerget. Det er ikke just drømmescenariet, men ikke desto mindre er det vilkårene for rigtig mange skiturister.
Men hvorfor er det, at vi kommer galt af sted? Og kan vi evt. gøre noget for at forhindre det?
Når vi først er kommet ned i sneen, glemmer vi ofte alt det, der kan gå galt. Vi nyder blot ferien – og det er selvfølgelig også sådan, det skal være. Typisk er vi forsigtige de første 2-3 turer, men så glemmer vi ofte alt om udsatte knæ og forstuvede ankler.
Overmodighed er årsag til rigtig mange skader på pisterne. Vi kaster os ud i ting, vi måske ikke kan overkomme, og så er det, at det går galt. Det er derfor også på anden- og tredjedagen, at langt de fleste skader opstår. På det tidspunkt er vi blevet sikre på skiene, og det er i hvert fald ikke dig eller mig, ulykken rammer.
Når vi tager på skiferie, er det bl.a. for at nyde den gode mad, stemningen og den varme kakao. Men det er turen ned ad skibakken, der får os til at vende tilbage igen og igen. Derfor er det også vigtigt, at du passer på dig selv.
I stedet for at presse sin krop til det yderste dagen lang, så lyt til hvad den fortæller dig. Det er nemlig hårdt at stå på ski. Tænkt på, at der er tale om en uges intensiv motion, hvor kroppen yder sit bedste hele dagen. Som sygeforsikring.dk også skriver det på deres website, så opstår skader ofte, når du er træt. Det er når dine muskler er overbelastede og skiene ikke vil som dig, at det ender galt. Det er derfor også en fordel, hvis du er vant til at motionere hjemmefra. Det betyder nemlig, at du skal holde færre pauser på bjerget fordi dine muskler er mere hærdede.
Hvis du nu skulle være så uheldig at komme til skade, er det vigtigt, at du har styr på din rejseforsikring. Dit forsikringsselskab sørger nemlig for, at du fx ikke skal betale mange tusinde kroner for at blive transporteret hjem i flyet eller at lægeregningerne løber løbsk. Forhåbentlig får du ikke brug for forsikringen, men den er rigtig dum at mangle.
Prøv vores SOS app ”Sikker på Ski”, der er udviklet i samarbejde med Dansk skiforbund. Her kan du bl.a. finde vejrudsigten, få gode råd til pisten samt hente kontaktoplysninger til SOS International.
