Undgå stress i ferien: Sådan drosler du ned

Få psykologens gode råd til, hvordan du sætter farten ned fra 100 til nul kilometer i timen.

Tiden op til en længere ferie kan være travl og opleves som en kamp for at få ryddet bunkerne på skrivebordet, overleveret opgaver til kolleger og forberede arbejdsopgaver til efter ferien. Det betyder, at rigtig mange går på ferie med småsymptomer på stress – og ferien kan faktisk være med til at opretholde det accelererede stressniveau, hvis vi ikke er opmærksomme.

Netop fordi at stress er et grundvilkår for mange danskere, er det vigtigt, at vi bruger ferien til at restituere og lade op. Chefpsykolog hos SOS International, Robert Jonasen har en række gode råd til, hvordan mindsker stress før, under og efter ferien:

- I begyndelsen af ferien sker det hyppigt, at vi bliver ramt af humørsvingninger, træthed og rastløshed. Simpelthen fordi det tager lidt tid at komme ned i fart, når vi har haft fuld fart på op til første feriedag, siger Robert Jonasen.

Chefpsykologen anbefaler, at vi accepterer, at den hårde opbremsning kan give lidt ”slinger”:

- Ved at være opmærksom og tage nogle forholdsregler, kan du i høj grad selv være med til at sikre, at ferien bliver det restituerende, stimulerende og afvekslende afbræk fra hverdagen, som dit system og din hjerne har brug for, siger Robert Jonasen.

Gode råd før ferien
  • Prioriter dine arbejdsopgaver. Der er sandsynligvis opgaver på dit bord, som sagtens kan vente til efter ferien. Inddrag gerne din leder i prioriteringen af arbejdsopgaver.
  • Hold sidste arbejdsdag midt i ugen. Overgangen fra arbejde til ferie bliver blidere, hvis du slutter med en arbejdsuge på tre dage. 
  • Undersøg, om du kan sætte dit autosvar på mailen en eller to dage før, ferien begynder, så du er sikker på at have arbejdsro.
  • Dyrk moderat motion. Gåture, let løb og cykling hjælper kroppen med at brænde stress-hormoner af. Kom gerne ud i naturen, så hjerne og åndedræt også drager fordel af aktiviteten. Kodeordet er moderat – det er ikke nu, du skal træne til et maraton eller gå i ”bikini-bootcamp”.
  • Planlæg realistisk. I takt med at ferien nærmer sig, vokser forventningerne gerne. Det kan være en god ide at skrue ned for forventningerne og tale om det i familien. Hvis du har haft travlt på jobbet op til ferien, er det en rigtig god ide at begynde ferien med et par dage uden planlagte aktiviteter. Fortæl din familie, hvad de kan forvente sig af dig de første dage i ferien.
  • Gode søvnvaner. Søvn er den mest afgørende faktor for vores restitution. Derfor er det en rigtig god ide at være opmærksom på din søvn op til ferien. Prioriter at få nok søvn, så ferien ikke begynder med et stort søvnunderskud. Med andre ord er det en virkelig dårlig ide at tage lange aftener og nætter i brug for at blive færdig med arbejdsopgaver før ferien.
Gode råd i ferien
  • Afinstaller arbejdsmails på telefonen. Hav en klar aftale med din arbejdsgiver om, hvorvidt du skal være til rådighed. Er du forpligtet til at holde dig ajour med arbejdsmails på ferien, kan det anbefales at strukturere og begrænse det til eksempelvis en halv time hver morgen. Husk at fortælle din familie om aftalen - så mindsker du risikoen for sure miner.
  • Tal sammen om forventninger. Hvor mange museumsbesøg, shoppeture og bjergvandringer er der behov for på rejsen? Mærk efter og tal ærligt om jeres behov for aktivitet på rejsen.
  • Tænk over hvad du spiser. Udnyt, at ferietid giver bedre tid til at være opmærksom på måltiderne og sørg for at give kroppen mere af alt det gode: proteiner, sundt fedt og fisk. Undgå alt for store mængder af friturestegt mad, sukker og alkohol.
Efter ferien
  • Gør overgangen fra ferie til arbejdsdage med møder, mails og deadlines blidere ved at begynde på arbejde en onsdag i stedet for på en mandag. Så får du en kortere uge at begynde på.
  • Brug tid på at overskue din arbejdskalender og vær realistisk i din planlægning. Undgå ekstra lange arbejdsdage for at komme til bunds i opgaverne. For mange timers arbejde i træk øger belastningen. 
  • Hold pauser. Ti minutters pause kan give dig ro i hovedet og betyde, at du bliver mere effektiv tilbage til skrivebordet.
  • Sørg for at afsætte tid efter arbejde til aktiviteter, der får dig til at restituere og lade op.
  • Planlæg allerede nu den næste ferie eller forlængede weekend, så du ved, hvornår der bliver plads til et åndehul med restitution.

Ud af de knap 14.000 psykologsager, som SOS International Healthcare håndterede i 2018, var omkring 30 procent af sagerne relateret til stress. Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at i 2017 var andelen af danskere, der føler sig stressede 16,8 procent.

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!