Alarmcentral melder klar til danske skiskader for 12 millioner kroner

Pressemeddelelse

Nu begynder højsæsonen for skiferier – og dermed også for brækkede ben og forvredne knæ. Sidste år løb de danske skiskader, som SOS International håndterede, op i et samlet beløb på 12 millioner kroner. Og skaderne begyndte allerede at melde sig i uge 4.

Alarmcentralen hos SOS International er klar med ekstra bemanding i et dedikeret ”Alpeteam”. Der er forhåndsbooket omtrent 300 flysæder, ligesom der er booket flyvninger med ambulancefly – den såkaldte Knogleekspres. Kort sagt meldes der klar til at møde skisæsonens udfordringer.

Sidste år kom mere end 770 danskere så slemt til skade på skiferien, at de fik brug for lægehjælp og rejseassistance via alarmcentralen hos SOS International. Hvert år sker langt de fleste skader i uge 7, hvor mange danskere holder vinterferie – hver fjerde danske skiskade skete således i uge 7 sidste år. Men erfaringen viser, at henvendelser om tilskadekomne skiturister allerede begynder at tage fart i uge 4.

Læs mere: Gode råd til skiferien

Danskernes skader er billigst
Selv om de danske skiskader sidste år løb op i skadeudgifter på 12 millioner kroner, viser en opgørelse, at danskerne i gennemsnit har de billigste skiskader blandt nordiske rejsende.

- Når vi ser på prisen for at behandle de skadede danskere og fragte dem hjem, så har danskerne de billigste skader sammenlignet med svenske og norske skiløbere. Det kan hænge sammen med, at danskerne har mindre erfaring med skiløb og derfor er mere forsigtige end svenskere og nordmænd, der har trænet hjemmefra og søger større udfordringer, siger Karin Tranberg, divisionsdirektør i SOS International.

Gennemsnitsomkostninger ved skiskader:
Svenske og norske kvinder pådrager sig de dyreste skiskader, mens danske mænd og kvinder kan bryste sig af at have de billigste skader.

Kvindernes skader er dyrest
I modsætning til tidligere overhalede kvinderne sidste år mændene, når det gælder gennemsnitsprisen på en skiskade.

- Der er stadig flere mænd end kvinder, der kommer galt afsted på pisterne. Men i modsætning til tidligere ser vi, at kvindernes skader nu er de dyreste i gennemsnit. Det er svært at pege på en enkelt årsag, men når vi dykker ned i sagerne, ser vi flere knæskader blandt kvinder end mænd, og der kan noget af forklaringen ligge, siger Karin Tranberg, divisionsdirektør i SOS International.

Husk det blå kort og rejseforsikring
En del danskere tror, at det er nok at medbringe det blå sygesikringskort på skiferien. Men det blå kort dækker kun behandling på lige fod med det lands borgere, hvor man kommer galt af sted. Derfor vil hjemtransport og privathospital ikke være dækket, hvis man ikke har en rejseforsikring.

Derudover er det en god ide at tjekke, om rejseforsikringen dækker skisport, samt om man har en gyldig ansvarsforsikring, der dækker, hvis man er skyld i, at andre kommer til skade på pisterne.

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!