Coronapandemi: Vi kan komme stærkere ud

Det er muligt at komme stærkere ud på den anden side af en pandemi som den aktuelle coronavirus, siger psykolog hos SOS International.

I takt med at nyhederne om coronavirus bliver alvorligere, og offentlige sektorer og forretningslivet lukker ned, oplever mange at blive ramt af negative følelser som angst, nedtrykthed og vrede.

- Som mennesker finder vi tryghed og glæde ved vores daglige meningsgivende rutiner. I takt med at vores liv i disse dage og uger ændrer sig på dramatisk vis, er der mange, der kæmper med at finde måder at håndtere den nye virkelighed på, siger chefpsykolog Robert Jonasen fra SOS International.

Det er særligt tre scenarier, der giver anledning til, at vi kan overvældes af bekymringer, stress og frygt:

  • Mange forældre oplever det som en stressende situation, når de skal arbejde hjemmefra samtidig med, at de skal passe børn og sørge for hjemmeundervisning.
  • Mange frygter, at man selv eller pårørende og nære bekendte bliver syge og i værste fald risikerer at dø.
  • Mange er bekymrede for om de mister deres arbejde og indtjening på grund af Coronakrisen.

Usikkerheden stresser
Ingen ved, hvor længe pandemien varer, og hvor lang tid der går, før vi kan genoptage vores normale liv. Og netop usikkerheden er stressende - de ekstremt usikre perspektiver gør det vanskeligt planlægge frem i tiden.

Samtidig er mange af vores normale måder at afstresse på ikke længere tilgængelige. Vi kan ikke tage i fitnesscenteret, overvære sportsbegivenheder eller mødes med venner og bekendte efter arbejde.

Chefpsykolog Robert Jonasen har en række råd til, hvordan man bedst muligt bevarer sin psykiske trivsel i en udfordrende tid:

Accepter negative tanker og følelser:

  • Anerkend at ængstelige tanker og følelser er naturlige i et scenarie, som det, vi lige nu står i. Forsøg at acceptere tankerne og følelserne i stedet for at bruge energi på at skubbe dem væk.
  • Noter de negative tanker og følelser. Se på dem med nysgerrighed - og lad dem så passere. Undgå at falde ned i grublende negative cirkler.
  • I stedet for at kæmpe med negative tanker og følelser er det bedre at investere energien i at skabe det bedst mulige liv under de givne omstændigheder.

Skab struktur og forudsigelighed:
Selv om mange forsøger at undgå virkeligheden ved at se maratonserier på Netflix og spille computerspil, er det vigtigt ikke kun at læne sig op ad passive afledningsaktiviteter.

I stedet er det væsentligt at planlægge og udføre nye aktiviteter, som rent faktisk har betydning for dig. Robert Jonasen anbefaler at lave et dagsskema med faste rutiner og aktiviteter:

  • Skab struktur og forudsigelighed. Det er vigtigt for voksne - og helt afgørende for børn - at fastholde en struktur med normale ”stå op-tider”, måltider, aktiviteter og sengetider.
  • Adskil hverdag og weekend i skemaet.
  • Vær kreativ i forhold til at lægge aktiviteter ind i kalenderen. Det er også vigtigt at tage sig tid til at evaluere skemaet og tjekke op på, om det overholdes.

Skemaet bør række en uge frem i tid og regulerer, hvordan alle arbejder og leger under samme tag. Når der er frihed i skemaet, kan man for eksempel bruge tid på noget af det, vi normalt ikke kan nå i en presset hverdag:

- I stedet for at streame tv-serier, kan man øve sig i at spille guitar, tage en spansklektion på YouTube eller lære sine børn, hvordan man bager, vasker tøj og ordner have, siger Robert Jonasen.

Husk søvn, kost og motion
Det kan være vanskeligt at fastholde sunde rutiner, når alt forandres så pludseligt. Men det er vigtigt at tage hånd om sin egen og familiens mentale helbred. Søvn, sund kost og motion er tre vigtige grundelementer især i en situation, hvor familien er afskåret fra at deltage i normale aktiviteter. Så sørg for a at gå eller løbe en tur. Naturen er der fortsat og ud over at motion byder naturen på gratis afstresning af sindet.

Nye måder at være sammen på
Vanskelige tider viser ofte nye måder at udvikle os på. Også selvom vi er længere væk fra familie, venner og kollegaer end normalt. Vi har lige nu en unik mulighed for at komme tættere på dem, som vi bor sammen med.

- Man kan starte en familiebogklub eller se Harry Potter-film sammen. Det kan styrke familiebåndene, og hvornår er vi ellers alle samlet derhjemme og kan gøre det, spørger Robert Jonasen og tilføjer, at vi kan udnytte teknologien til at holde forbindelsen med venner og familier på Skype, FaceTime og lignende:

- Der er mulighed for dybere samtaler, nu hvor tempoet er sat lidt ned, og alting er knap så hektisk. Det kan og bør udnyttes.

Brug tid til refleksion
Endelig er det værd at nævne, at stress og negative følelser også kan medføre noget positivt.

- Meget tyder på, at folk, der går igennem vanskelige perioder rent faktisk kan komme ud på den anden side og føle sig berigede og mere robuste. Vi kan bruge tiden til at reflektere over, hvad der giver værdi og mening, nu hvor den hektiske og travle hverdag er sat på pause. Med opmærksomhed og planlægning kan vi rent faktisk udvikle os og komme stærkere ud på den anden side af pandemien.

SOS Internationals rådgivningscenter har åbent som vanligt, og skulle der være behov for at tale med en psykolog sker dette på video eller over telefon.

SOS International er leverandør af sundhedsydelser til bl.a. offentlige virksomheder, forsikring- og pensionsbranchen. Kunder med en aftale hos SOS International kan benytte sig af SOS Internationals ydelser.

Hvis du vil vide mere om psykiske lidelser og behandling, kan du læse SOS Internationals informationsmateriale om depression, angst og stress her.

Læs mere om SOS Internationals sundhedsløsninger her

 

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!