SOS International åbner COVID-19 testklinik ved Aalborg Lufthavn

Pressemeddelelse

Udenfor Aalborg Lufthavn kan borgere og erhvervsliv nu mod betaling blive testet for COVID-19 og få svar efter 15 minutter.

For at give så mange som muligt mulighed for at blive testet og få et hurtigt svar på, om man er smittet med COVID-19, har assistanceorganisationen SOS International åbnet et testcenter ved den nordjyske lufthavn.

Formålet er give både borgere og virksomheder en mulighed for at undgå ventetid og få et hurtigt og præcist svar, når der er behov for at vide, om man selv eller medarbejdere er smittet med COVID-19. SOS International benytter antigentest – også kaldet kviktest – og kan derfor levere et svar 15 minutter efter testen er taget.

Lufthavnsdirektør Søren Svendsen ser testcenteret som en mulighed for at understøtte erhvervslivet i en tid, hvor pandemien giver udfordringer:

- Vi vil gerne hjælpe med at holde samfundet og erhvervslivet i gang. Det kan være en stor udfordring for virksomheder at undvære medarbejdere, der skal holde sig hjemme, mens de venter på at blive testet og få svar, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Testen, man kan købe adgang til i testcentret, udføres af medicinsk personale fra SOS International, der også har udvalgt og indkøbt testudstyret. Der er tale om en såkaldt antigentest, der foregår via podning i næsen. Testen kræver ikke laboratoriearbejde, hvilket betyder, at der er svar på, om testpersonen har COVID-19 allerede efter 15 minutter.

- Vi har lagt et stort arbejde i at finde den helt rigtige producent af antigentest. Det er vigtigt for os, at kvaliteten er høj, og at testen er præcis. Samtidig har vi lagt vægt på, at denne test er produceret i Europa og er CE-mærket, siger Karin Tranberg, divisionsdirektør, SOS International.

Prisen på 375 kroner for en antigentest er blandt markedets laveste.

Testcenteret ved Aalborg Lufthavn åbner onsdag 7. oktober.

Fakta:

  • Der er åbent for bookinger fra onsdag 7. oktober 2020 på bookingportalen: www.sos.eu/da/covid-19-test
  • Betaling sker online via bookingbekræftelsen (pris: 375 kroner)
  • Testcenteret ligger på det yderste parkeringsareal ved Aalborg Lufthavn. Det er tydeligt markeret med SOS International.
  • Det er obligatorisk at bære mundbind under opholdet i testcenteret.
  • Efter testen udleveres dokumentation, hvoraf testsvaret fremgår.
  • Antigentesten, som SOS International bruger, er produceret i Frankrig af Biosynex, CE-godkendt og valideret af den danske lægefaglige rådgivningsvirksomhed, Medkoncept.
  • Testen fra Biosynex benyttes af flere franske myndigheder.
  • Testen giver et resultat med høj præcision: Sensitivitet (andelen af påviste positive tests, som er korrekt identificeret) på >95% og en specificitet (andelen af negative test, som er korrekt identificeret) på 100%
  • Antigentesten foregår ved næsepodning
  • Testresultaterne overleveres til Statens Serum Institut.

Kontaktoplysninger:
Pressehenvendelser:
SOS International: Presserådgiver Nina Juhl Østergaard:+45 2974 6122 / nina.juhl@sos.eu
Aalborg Lufthavn: Marketingdirektør Rikke Mølgaard, +45 2711 6633, rikke.molgaard@aal.dk

Virksomhedshenvendelser:
Projektleder Sophie Bygsø-Petersen, +45 2280 0758, sby@sos.eu

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!