Særligt vedr. rejser til USA

 

Hvad gør du, hvis du bliver syg på rejsen til USA?
Hvis du får brug for at opsøge læge, mens du er på din rejse i USA, skal du kontakte vores alarmcentral på +45 7010 5050. Her vil en af vores assistancekoordinatorer henvise dig til nærmeste og bedste behandlingssted.

Alarmcentralen stiller en betalingsgaranti for din behandling, såfremt du har en gyldig rejseforsikring.

Skal jeg selv lægge ud for behandlingen?
Vi fraråder, at du selv betaler for behandlingen på stedet. Dette skyldes, at der som oftest kommer mere end én regning, da der udstedes regninger for hver enkelt ydelse hospitalet udøver, for eksempel én regning fra hver af de behandlende læger.

Det er ikke muligt at betale de amerikanske hospitaler og klinikker fra en skandinavisk konto. Derfor stiller SOS International betalingsgarantier for behandling via vores samarbejdspartnere i USA. En betalingsgaranti betyder, at SOS International står inde for at have ansvaret for betalingen af den behandling, du modtager.

Jeg har modtaget regninger efter hjemkomsten, hvad gør jeg?
Nogle behandlingssteder sender regninger direkte til patienterne, selvom de er blevet informeret om, at de skal sendes til vores samarbejdspartnere i USA. Når det sker, vil der ofte blive fremsendt flere forskellige regninger, da alle ydelser i det amerikanske sundhedssystem afregnes separat.

Når du kommer hjem fra USA, er det derfor normalt, at du modtager henvendelser fra behandlingsstedet. Dette ses ofte ved tilsendelse af såkaldte ”Statements”, ”Final Notice” eller ”Collection”. Du kan opleve at modtage disse henvendelser over flere omgange.

Alle de dokumenter, du modtager, skal du sende til SOS International med henvisning til dit sagsnummer. Send dem på én af følgende måder:

  • Indscan regningerne og send dem til usaadm@sos.eu
  • Send dem via fax på +45 7010 5056
  • Send dem med post til SOS International, Nitivej 6, 2000 Frederiksberg, Att. Skadeservice & Support

 

SOS International sender dig en bekræftelse, hver gang vi modtager Statements, Final Notice eller Collections fra dig. Vi har desværre ikke mulighed for at give dig løbende opdateringer omkring sagens forløb og forhandlingsprocessen.

Det er yderst vigtigt, at du indsender alle de henvendelser, du modtager. Hvis vi ikke modtager alle henvendelser, kan vi ikke vide, om der figurerer ubetalte regninger, som vi ikke har kendskab til.

Vi gør opmærksom på, at processen for at få afsluttet en sådan sag desværre kan være langvarig, men du bliver naturligvis holdt skadesløs for alle de udgifter, der ifølge gældende betingelser, er dækket af din rejseforsikring. Dette gælder også, selvom regningen er udstedt i dit navn.

Jeg anmeldte ikke skaden til SOS International under min rejse, men har nu modtaget en regning?
Hvis du har været på rejse i USA og er blevet syg uden at have været i kontakt med SOS International under rejsen, bedes du anmelde det direkte til dit forsikringsselskab.

 

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.