Husk vinterdækkene: Glatte veje trods milde temperaturer 

 
Bilisterne har generelt været rigtig gode til at få skiftet til vinterdæk i denne sæson. Men SOS Dansk Autohjælp hjælper stadig biler op af grøften med sommerdæk og appellerer derfor til, at de sidste bilister får skiftet til vinterdæk. For selvom lufttemperaturen i øjeblikket er mild, kan vejene sagtens være glatte.

Er det glat i dag? Det spørgsmål stiller de fleste bilister sig selv i denne tid, før de sætter sig ind i bilen. For temperaturerne svinger op og ned for tiden, og det kan være svært at vide, om vejene er glatte: "Man kan ikke se, om det er glat, så stol ikke på, at vejen ser fin ud fra køkkenvinduet. Der kan sagtens være glat på udsatte steder på vejen, selvom vejret er mildt, og termometeret i bilen viser 3-4 plusgrader. Risikoen er størst i morgentimerne, fordi temperaturen tager et dyk sidst på natten," forklarer Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

På høje tid at få skiftet til vinterdæk
Sæsonens tidlige vintervejr har gjort, at rigtig mange bilister allerede har skiftet til vinterdæk. Men SOS Dansk Autohjælp hjælper stadig biler med sommerdæk op af grøften. De appellerer derfor til, at de bilister der stadig kører rundt med sommerdæk, får skiftet til vinterdæk med det samme.

"Selvom der ikke ligger sne lige nu, er vinterdæk det eneste rigtige på denne årstid. Allerede ved temperaturer på under syv grader mister et sommerdæk sine køre- og bremseegenskaber, så selvom vi mod forventning skulle opleve en dansk vinter uden sne, sjap og is, er det stadig nødvendigt at skifte til vinterdæk. De er i øvrigt også langt mere sikre i regnvejr, da de giver et bedre vejgreb," fortæller Anette Bjørn Juncher.

 

Husk at efterspænde
Når man har skiftet til vinterdæk, er det vigtigt at få dem efterspændt efter 100-200 km. Siden mange bilister skiftede til vinterdæk i starten af november, har SOS Dansk Autohjælp været kaldt ud til flere, der har oplevet, at bilen pludselig er begyndt at give mærkelige lyde og ryste, som om den er gal med bremser eller styretøj. Ofte er problemet enkelt: Bilen har fået vinterdæk på, og hjulene er ikke blevet efterspændt. "Bilisterne kan slet ikke forstå, hvad der er galt med bilen. De bliver meget overraskede, når vi viser dem, at hjulene sidder løst, for de har jo lige fået dem monteret," fortæller Anette Bjørn Juncher, som råder folk til at lægge mærke til ændrede køreegenskaber og mislyde ved bilen, da man som regel kan høre eller mærke det på bilen, før det går så galt, at hjulet falder helt af.

 

Vær opmærksom i vintertrafikken

  • Skift til vinterdæk – også selvom vejret lige nu er mildt
  • Ved lufttemperaturer på op til 3-4 plusgrader kan der godt være frostgrader ved jorden
  • Der er oftere glat i skovområder, hvor der er skygge og læ, fordi træerne holder på kulden
  • På mindre befærdede veje er der større risiko for is på vejen, fordi der er færre biler til at ”køre frosten væk”
  • Jo tidligere man kører hjemmefra, jo større risiko er der for glatte veje – dels fordi temperaturen er lavere, og dels fordi man er blandt de første på vejene

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.