Kør foråret sikkert i møde

Endelig er foråret kommet, og det varsler nyt liv til bilen, som nu kan komme af med vintersnavs og vinterdæk. SOS Dansk Autohjælp har samlet nogle enkle råd om forårsklargøring med fokus på sikkerhed. Selv om vinteren er forbi, er det ikke slut med at tænke på sikker kørsel. Bilen skal tjekkes og gøres klar til foråret – og det er ikke gjort med en tur i vaskehallen.

På med sommerdækkene
Først og fremmest er det vigtigt at få sommerdæk på, når foråret melder sit komme.

- Vinterdæk er rigtig gode om vinteren, men når temperaturen stiger, øges bremselængden på de bløde vinterdæk markant. Samtidig bliver vinterdækkene hurtigt slidt, når varmen kommer, og derfor giver det også økonomisk fornuft at skifte til sommerdæk, forklarer stationsleder Jesper Rebsdorf fra SOS Dansk Autohjælp.

- Når dækkene findes frem fra garagen, er det vigtigt at tjekke både mønsterdybde og dæktryk. Lovkravet er 1,6 mm mønster, men fagfolk anbefaler minimum 3 mm for at kunne køre sikkert hele sommeren. For lavt dæktryk koster både på bremselængden og brændstoføkonomien, forklarer stationslederen.

Hænger i bremsen
Når foråret kommer, er der mange biler, der bogstavelig talt hænger i bremsen, fordi håndbremsekablet have taget skade af sne, is og rust, så håndbremsen ikke slipper helt i, når den løsnes. Det er farligt, for så slides bremserne konstant. Hvis man har mistanke om det, så er det klogt at få værkstedet til at kigge bremserne efter. Samtidig kan de så efterse bremserne for snavs og bremsestøv, der kan få bremserne til at blokere.

Et godt udsyn
Oven på vinteren er det vigtigt at tjekke bilens lygter for defekte pærer og glas. Ved småskader kan der sive vand ind og ødelægge lygterne, og så kan regningen blive stor. Selvfølgelig skal lygterne vaskes, og det gælder også ruderne, som skal rengøres både inde og ude.

- Efterse frontruden for stenslag, og tjek vinduesviskerne, som kan være flossede efter måneder med sne og is på ruderne. Flossede viskere efterlader striber på vinduerne, og det generer udsynet, ikke mindst når man kører med den lave forårssol lige imod sig, som det ofte sker her i foråret, fortæller Jesper Rebsdorf.

Fokus på sikkerheden
Dæk, bremser og udsyn har alle med sikkerheden at gøre, og sikkerheden er selvfølgelig vigtig. Derfor anbefaler SOS Dansk Autohjælp, at man tjekker, at der er advarselstrekant og gul sikkerhedsvest i bilen.

- Det er en god idé, at chaufføren har styr på, hvor disse ting ligger, og at de er til at få fat på. Hvis man forulykker på en motorvej eller en trafikeret vej, kan der let opstå meget farlige situationer, når bilerne suser tæt forbi. Så er det godt med sikkerhedsvest og advarselstrekant, og så er det klogt at gå væk fra bilen og godt ud i rabatten, fortæller Jesper Rebsdorf fra SOS Dansk Autohjælp.

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.