Pak bilen sikkert inden sommerferien

Tusindvis af danskere pakker snart bilerne for at drage på sommerferie. Men det er desværre de færreste, der tænker over, at løse genstande i bilen, såsom mobiltelefoner, termokander og tablets bliver tunge i kollisioner og dermed kan være livsfarlige, hvis bilen ikke er pakket sikkert. Børneulykkesfonden og SOS Dansk Autohjælp guider dig til en mere sikker bilferie.

 

Tal fra SOS International viser, at der i perioden juni, juli og august sidste år var mere end 7800 danskere, dækket under Rødt Kort-ordningen, der havde brug for vejhjælp under bilferien i udlandet, hvoraf juli måned klart var den travleste på alarmcentralen. På listen over de lande, hvor der ydes flest assistancer ligger, henholdsvis Tyskland, Italien og Sverige.

Samtidig viser en norsk undersøgelse fra 2014, at mange passagerer, som ellers ville være sluppet uskadt fra en bilulykke, pådrog sig alvorlige skader på hoved og overkrop som følge af løse genstande i bilen. I nogle tilfælde med døden til følge. Derfor lancerede Børneulykkesfonden og SOS Dansk Autohjælp sidste år kampagnen ”Pak Bilen Sikkert”, som har til formål at hjælpe ferielystne danskere med at pakke bilen sikkert inden ferien.

”Det er vores erfaring, at langt de fleste familier har fokus på bilens sikkerhed, inden de tager af sted på bilferie. De tjekker bilens tilstand, så som dæktryk og oliestand, og samtidig sætter de sig ind i forsikringsforhold og nummer til vejhjælp i tilfælde af, at uheldet skulle være ude. Og det betyder meget for både at forebygge ulykker, men også at man nemt kan komme videre med ferien, hvis man skulle have været uheldig undervejs,” siger Ellen Trolle fra SOS International.

Risikoen for at blive ramt af flyvende genstande er lille, men skaderne kan være skæbnesvangre. En simpel termokande på 1,5 kg rammer med en kraft svarende til hele 180 kg, hvis man kolliderer med 100 km/t, og en iPad rammer med samme kraft som en 50 tommer fladskærm allerede ved 50 km/t, hvis der opstår kollision. En tilsyneladende uskyldig genstand kan derfor blive livsfarlig ved en brat opstandsning fra høj fart. Når du pakker bilen med omtanke, minimerer du risikoen for farlige situationer.

”Når børnefamilierne drager af sted på bilferie henover sommeren, er bilen ofte pakket til bristepunktet. Hos Børneulykkesfonden vil vi gerne opfordre til, at man bruger et par minutter på at pakke bilen korrekt og tjekke, at legetøj, iPads, sodavandflasker og så videre ligger bag lommerne på førersædet i stedet for på gulvet eller øverst i bagagerummet, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

”Det handler om planlægning, når du pakker bilen til længere ture. Hvis du pakker bilen med omtanke og følger kampagnens simple råd, så minimeres risikoen for alvorlig personskade ved hårde opbremsninger eller kollisioner”, tilføjer hun.

Gode råd til en sikker bilferie

  • Tunge ting placeres lavt og bagerst i bagagerummet mod sæderyggen.
  • Brug kun tagboksen til lette ting og overhold altid vægtangivelsen.
  • Hold bagagen i en højde, så hattehylden kan holde bagagen nede ved en evt. kollision. Har du et stort åbent bagagerum, fx en stationcar, er det en god idé at købe et gitter til at sætte bag ved bagsædet.
  • Begræns mængden af bagage. Har du brug for mere plads end bagagerummet, så placer den på gulvet bag forsæderne.
  • Læg ikke bagage i hattehylden, heller ikke småting som fx en drikkedunk, men brug lommer bag på forsæderne til opbevaring.
  • Fastgør DVD-afspiller på nakkestøtten.
  • Kør ikke mere end otte timer i et stræk, da risikoen for uheld fordobles herefter, og husk at holde pauser undervejs.
  • Husk, at sikkerhedsvesten er obligatorisk i mange lande og skal bæres, hvis du får motorstop på motorvejen.
  • Hold ekstra afstand, og kør langsommere, hvis du kører med en fuldt pakket bil. 

 

Læs mere på www.pakbilensikkert.dk

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.