Så er det tid til vinterdæk

Sidste år oplevede SOS Dansk Autohjælp, at vinterens første frost kom bag på mange bilister. De råder derfor til, at man allerede nu får skiftet til vinterdæk.

Vi ved det alle sammen. Det er farligt at køre rundt på sommerdæk, når vejene er glatte. Alligevel oplever SOS Dansk Autohjælp hvert år, at mange bilister kommer galt af sted, når den første frost melder sin ankomst.

- Sidste år startede vinteren allerede i november, og frosten og de sneglatte veje overraskede mange bilister. Vores reddere hev mange biler med sommerdæk op af grøften, der ikke havde kunnet få vejgreb. Derfor anbefaler vi, at bilisterne får monteret vinterdæk nu, siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

Milde temperaturer snyder bilisterne
Mange venter med at skifte til vinterdæk, til den første sne er faldet, fordi de forbinder glatte veje med lave minusgrader, sne og is. Men der kan det være for sent.

- Selvom termometeret i bilen viser plusgrader, kan vejtemperaturen sagtens ligge på frysepunktet. Det snyder mange bilister. Sagen er, at det kan være svært at vide præcis, hvornår det er bedst at skifte til vinterdæk. En god tommelfingerregel er dog, at vinterdæk er klart bedst, når temperaturen kommer under fem grader morgen og aften, forklarer Anette Bjørn Juncher, som også minder bilisterne om at tjekke kvaliteten af deres vinterdæk, der efter anbefalingen skal have et slidbanemønster på mindst 3 mm.

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.