Sommeren giver strandede biler i Nordjylland

Sommeren lokker ikke kun badegæster, men også mange bilister til stranden. Det er dog ganske risikabelt at køre langs vandkanten, og det mærker man hos SOS Dansk Autohjælp, der har travlt med at komme strandede bilister til undsætning.

I takt med de stigende temperaturer øges antallet af gæster på de danske strande, og det gælder ikke kun de badende, men også bilisterne. På nogle strækninger langs den jyske vestjysk er det nemlig tilladt at køre bil på stranden, men det er risikabelt, og det skaber travlhed hos SOS Dansk Autohjælp.

- Kørsel på stranden kræver særlig opmærksomhed, for det er lumskt at køre i sand. Stranden er uforudsigelig, og mange ender med at sidde fast, fortæller Jørn Simonsen, der er stationsleder hos SOS Dansk Autohjælp i Brovst og Nørresundby, hvor de ugentligt hjælper strandede bilister.

Manglende kendskab
Bilisternes problemer opstår, fordi de ikke kender området og derfor mangler erfaring med at køre på en strand.
- Mange tror, at man skal holde sig til de hjulspor, som andre bilister har lavet. Men hvis man kører i hjulsporene, kan det være svært at undvige, og så er der større risiko for, at man kører fast, siger Jørn Simonsen.
Jørn forklarer videre, at begrebet ’kviksand’ er en ubehagelig overraskelse for bilister, der kører tæt på vandkanten: 
- Vi oplever en del bilister, der kører helt tæt på vandet. Det kan for det meste gå an, når man er i fart, men holder bilisten stille i bare 10 minutter, kan bilen være sunket så meget ned i sandet, at man ikke kan komme videre, fortæller Jørn.

Stationslederen peger på den manglende viden om strandens foranderlighed som den største årsag til, bilister kører fast.
- Stranden er uforudsigelig og kan forandre sig fra dag til dag afhængigt af vejret. Bilisten kan køre en strækning én dag og næste dag køre fast selv samme sted på grund af for eksempel fygesand, der på ganske kort tid kan skabe en drive, som man kender det fra snevejr, uddyber Jørn Simonsen.

Professionel hjælp
Hver sommer assisterer SOS Dansk Autohjælp alene i Nordjylland 50-75 bilister med fritrækninger. Antallet af strandede bilister er dog meget højere. Mange bilister trækkes fri af private frihjulstrækkere med tov, men det kan hurtigt blive en dyr affære.

- Skal en bil trækkes fri af sandet, skal det gøres kontrollabelt, og det kan man ikke gøre med et tov. Rykket bliver ofte for voldsomt, og vi har tidligere oplevet biler, der har fået trækøjet ødelagt eller hele bilens konsol trukket ud, siger Jørn Simonsen. - Det er et problem, eftersom de færreste forsikringer dækker en sådan skade. Når vi trækker en bil fri, sker det kontrollerbart og skånsomt med spil. Og så er det vores forsikring, der dækker, hvis der alligevel skulle ske uheld. SOS Dansk Autohjælps nordjyske stationsejer anbefaler derfor, at man ringer efter autoriseret hjælp, hvis køreturen på stranden resulterer i en fastkørt bil.

Forholdsregler:
- Vær opmærksom og vurder området
- Vis hensyn til andre
- Kør kun inden for afmærkninger
- Bliv ikke overmodig
- Hav styr på tidevandet
- Kør væk i god tid inden højvande

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.