Succesfuld sommerhøjsæson på vejhjælpsområdet

Mens sommeren og dermed højsæsonen går på hæld, melder SOS Internationals nordiske alarmcentraler om en travl, men veloverstået sommer på vejhjælpsområdet. De rette sprogkompetencer og en fleksibel tilgang til bemandingen på de enkelte alarmcentraler har sikret, at det store behov for vejhjælpsassistance fra nordiske bilrejsende igen i år er blevet mødt med hurtigt og kompetent både på det nationale og internationale marked.

Nye og gamle kendinge præger kør-selv-destinationerne, og på tværs af SOS International er de mange rejsetrends fulgt nøje med henblik på løbende evaluering og forbedringer. Her følger et kort overblik over sommerens tendenser. 


Danmark
Sommersæsonen for vejhjælp startede med et par ugers mindre aktivitet end tidligere år, men fra midt juli tog danskerne revanche, og for 2. år i træk har der været fremgang på Rødt Kort-assistance i udlandet. Tyskland ses igen som det største nedbrudsland, mens de gamle kendinge Italien og Frankrig samt Kroatien er blandt danskernes mest populære kør-selv-destinationer denne sommer.

Sverige
EM i Frankrig var tilsyneladende et trækplaster for de svenske bilrejsende henover sommeren. SOS International oplevede en stor mængde svenske bilskader i Frankrig i løbet af juni – en tendens der fortsatte henover sommeren. Generelt har der været travlhed på det internationale såvel som det nationale vejhjælpsområde. En af forberedelserne til dette års højsæson har været at optimere samarbejdet med lejebils-leverandører og partnere, og det har vist sig at være en stor fordel. Et tilbageblik på sommerens sager viser nemlig, at SOS International har haft nemmere ved at finde lejebiler til brug i Sverige end forrige år.

Norge
I juni samlede SOS International sin norske afdeling for nationale og internationale vejhjælpssager på alarmcentralen i Oslo.  Bemandingen på alarmcentralen blev justeret for at imødekomme den nye, store mængde af opkald fra nordmænd, der henover sommeren havde brug for assistance i udlandet, og det med stor succes. På trods af at de internationale assistancesager ofte tager længere tid at behandle, har den nye struktur fx ikke påvirket sagsbehandlingen af de nationale opkald, og der har været mange positive tilbagemeldinger og kunder, der har sagt tak for god service. Igen i år har der især været ydet vejhjælpsassistance for nordmænd på bilrejse i Danmark og Tyskland samt Frankrig og Spanien.

Finland
Sommersæsonen i Finland er også forløbet med stor succes. Alarmcentralen har, som i de andre nordiske lande, oplevet travlhed på vejhjælpsområdet, og generelt tyder højsæsonen på, at der også her har været flere finske internationale bilassistancesager især i Centraleuropa, fx Tyskland og Frankrig, sammenlignet med sidste år. Derudover har der været en stigende tendens til brug af assistance i Tyrkiet og Albanien i forhold til tidligere år.

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.