Vejhjælp i udlandet: Hvordan får jeg hjælp, og hvordan hjælper jeg mig selv?

Tusindvis af danskere pakker snart bilerne for at drage på sommerferie. Og det betyder travlhed på vagtcentralen hos SOS International, der under Rødt Kort-ordningen, assisterer danske bilister, der får nedbrud på bilen i udlandet. SOS International forbereder sig hvert år på højsæsonen og indkalder ekstra mandskab og sørger for, at netværket i Europa er klar til at hjælpe, når det går løs.

Hvert år evalueres det grundigt, hvilke udfordringer man har mødt tidligere, og hvordan tingene kan gøres anderledes til fordel for de bilister, der har brug for hjælp. Derudover forsøger SOS International at klæde bilisterne på til at forberede sig bedst muligt på turen – både ved at tjekke bilen, pakke den sikkert og have styr på sine forsikringsvilkår inden afrejse.

Hvad er de typiske udfordringer, når du skal have vejhjælp i udlandet?

Stor efterspørgsel på lejebiler

Sommerhøjsæsonen er ikke kun aktuel for danskerne, der kører på ferie i udlandet. I de andre europæiske lande holdes der også sommerferie, og det lægger et øget pres på lejebils- og vejhjælpsfirmaer i sommermånederne. SOS International har et meget stort netværk rundt om i Europa, men der er samtidig rigtig mange, der har nedbrud. Det betyder høj efterspørgsel på lejebiler, hvilket kan betyde, at ventetiden på en lejebil er lidt længere end normalt.

Sprog – hvad er det den franske redder siger?

Når sommerferiefolket bevæger sig ned gennem Europa med gps’en sat mod slutdestinationen, og bilen er pakket med iPad, tæpper og snacks, kan det være en god idé at pakke en fransk parlør. Tal fra SOS International viser, at de fleste nedbrud sker på biler i Sverige, Italien, Tyskland og Frankrig. Men mens forsikringstagerne generelt er tilfredse med Sverige, når det gælder lokal vejhjælp, er manglende sprogkundskaber en af årsagerne til en forhøjet frustration med vejhjælpen i Frankrig.

Du kan altid kontakte SOS International for at få sproglig assistance, når du gør brug af Rødt Kort.

Vores undersøgelser viser, at en af årsagerne til den lavere tilfredshed med et land som Frankrig er noget så simpelt, som at bilisterne med motorstop ikke taler fransk, mens redderne kun kan fransk. Hos SOS International taler vi mere end 35 forskellige sprog, og vi er altid klar til at hjælpe, så ring til os ved sprogudfordringer, så hjælper vi”, siger Ellen Trolle, Vice President for Technical Division hos SOS International.


De holder også ferie i udlandet
SOS International har et stort værkstedsnetværk, men også de holder ferielukket fra tid til anden. Og nogle steder i Europa holder man også lukket midt på dagen under siesta. Det kan betyde, at der er i nogle områder på visse tidspunkter kan være længere ventetid på et værksted.

SOS International laver selvfølgelig en løbende kvalitetsopfølgning med alle sine partnere, for at sørge for at det nødvendige netværk er til rådighed for de danske bilister og de modtager den kvalitet og service, de kan forvente i overensstemmelse med deres forsikringsvilkår.

Husk at du også kan hjælpe dig selv

Alle disse forberedelser er med til at sikre, at hjælpen er ved hånden, hvis uheldet er ude. Men du kan gøre meget selv for at forebygge at situationen opstår.

Tjek bilen

  • Tjek bilens væskeniveau inden afrejse – bremsevæske, kølervæske, sprinklervæske
  • Oliestanden skal kontrolleres både før og under ferieturen
  • Kontrollér at lygter og dørlåse virker
  • Kontrollér om dækkene er beskadigede eller slidte
  • Medbring bilens reservenøgle og opbevar den et andet sted end hovednøglen
  • Lås altid bagagerummet, da mange tyverier sker herfra
  • Husk advarselstrekant, donkraft, hjulnøgle, førstehjælpspude og ildslukker

Generelle råd

  • Pak bilen med omtanke. Tunge ting placeres lavt og længst fremme. Brug kun tagboksen til lette ting. Har du et stort åbent bagagerum, f.eks. en stationcar, er det en god idé at købe et gitter til at sætte bag ved bagsædet
  • Tjek den aktuelle trafiksituation i hele Europa, før I tager af sted på trafikken.dk
  • Undgå at køre fredag og lørdag, hvor risikoen for kødannelse er størst
  • Kør om aftenen og natten og undgå eftermiddagen hvor ferietrafikken er værst
  • Medbring altid 2-3 liter vand i reserve
  • Husk altid at medbringe og bruge gule veste ved nedbrud og ophold i vejkanten
  • En kø kan vare i mange timer og opstår ikke kun pga. vejarbejde og uheld
  • Vær opmærksom på betalingsveje og bilmiljøzoner, fx i flere tyske storbyer. Hvor en tur langt sydpå og tilbage igen kan løbe op i 1.500 kr. i vejafgifter (betaling med kontanter og kreditkort mulig de fleste steder), kan bøden lyde på 40 euro for at køre uden et gyldigt miljøzonemærke. Læs mere om miljøzoner på www.fdm.dk eller www.tolltickets.com

Vi råder desuden altid kunderne til at sætte sig ind i deres forsikringsvilkår, inden afrejse, så de er klar over, hvilke services de kan forvente at modtage, hvis uheldet er ude.

Husk desuden at downloade Rødt Kort app'en, søg flere gode råd på vores hjemmeside eller ring til os, hvis der er nogen tvivl.

www.sos.eu/da/roedt-kort/

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.