Efteråret er sæson for punkteringer

Pressemeddelelse

Efteråret er sæson for punkteringer, men hvad gør man, når dækket pludselig er fladt, og der ikke er noget reservehjul i bagagerummet? Få SOS Dansk Autohjælps anbefalinger her.

Efteråret med dets regn og rusk er lige nu skyld i en del punkteringer på de danske veje. Småsten og skidt skyller eller bliver blæst ud på vejen, og samtidig er sommerdækkene måske ved at være slidte.

Det kan i sig selv være noget af en overraskelse at punktere, men for mange trafikanter bliver overraskelsen desto større, når de åbner bagagerummet og ser, at der ikke er noget reservehjul. I flere af de mindre biler, er reservehjulet nemlig skiftet ud med et dækkit for at nedsætte vægten på bilen, så den kan køre længere på literen.

- Mange nyere og mindre biler er udstyret med et dækkit, men mange bilister er i tvivl om, hvorvidt de selv kan lappe et punkteret dæk med kittet. Det kan man sagtens, og instruktionen i, hvordan kittet bruges, står på selve kittet eller i bilens instruktionsbog, men man skal huske, at dækkittet kun er en nødløsning, og at man efterfølgende skal køre på værksted, forklarer Bo Olesen, der er seniorspecialist ved SOS Dansk Autohjælp.

- Hovedreglen er, at man kun må køre med maks 80 km/t. Derudover hedder definitionen, at man skal køre direkte fra skadested til værksted, hvor det skal vurderes, om dækket kan lappes, eller om det skal udskiftes, fortsætter han.

Husk reservehjul
Rigtig mange punkteringer sker på motorvejen, hvor man kører i høj fart, og presset på dækket derfor er størst. Her er skaden dog ofte for stor til at kunne lappes med dækkit. Vil man være sikker på at kunne komme hurtigt videre, er den sikreste løsning derfor at have et reservehjul med i bilen.

- Hvis hullet er større end 4 mm, er skaden for stor til, at dækkittet kan anvendes. Har man plads i bilen, men har man ikke et decideret reservehjul, kan man tage et vinterdæk med. Det er fuldt lovligt, så længe det fungerer som et nødhjul. Man skal bare være opmærksom på, at man også her kun må køre fra skadested til værksted eller hjemmet. Lige som lapning er et reservehjul nemlig en midlertidig løsning, men det gør i det mindste, at man er hurtigt på farten igen, slutter Bo Olesen.

Husk altid - om dæk:

  • At holde øje med dækmønstret og skifte dæk ved behov - gamle og slidte dæk punkterer nemmere
  • Lovkravet til dækmønster lyder på 1,6 mm, men flere SOS Dansk Autohjælp anbefaler min. 3 mm dækmønster for at sikre den bedste ydeevne
  • Husk i øvrigt det magiske tal 7. Når temperaturen kommer ned omkring 7 grader morgen og aften, er det på tide at skifte til vinterdæk

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.