Fejl på bilen er skyld i nedbrud på kør-selv-ferien

Hvert år får ca. 8.000 danske bilister problemer, når de sætter sig bag rattet for at køre på sommerferie. Og hvert år er det de samme mekaniske problemer, der gør sig gældende.

Forventningens glæde er stor, når først bilen er pakket, familien har fundet sig til rette, og kursen er sat sydover. Det er blevet tid til sommerens kør-selv-ferie. Men for mere end 8.000 bilister bliver forventning vendt til frustration, fordi de får problemer med bilen på turen. SOS International håndterer alle opkald fra nødstedte danske bilister i udlandet, og erfaringen viser, at mekaniske fejl er skyld i mere end 50 procent af nedbruddene.

- Mange glemmer at tjekke bilen inden ferien, fordi den jo kører fint til hverdag. Men der er større risiko for problemer på langture, hvor bilen bliver hårdt belastet, siger vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp Anette Bjørn Juncher.
- Det er oftest motor, bremser, gearkasse eller kobling, der står af på en kør-selv-ferie. Og det er ikke så underligt, der ofte opstår problemer af den art, når man tænker på, hvor mange timer, man kører uafbrudt i sommervarmen med høj fart og fuld oppakning.

Gennemgå bilen inden ferien
Vil man mindske risikoen for mekaniske nedbrud på turen, anbefaler SOS Dansk Autohjælp, at man får lavet et ferietjek af bilen på et værksted inden afgang.

- Det kan være svært selv at vurdere, om fx en kobling er ved at stå af. Derfor er det en god ide at få et værksted til at kigge det hele igennem. Husk i den forbindelse at nævne overfor mekanikeren, at man skal på bilferie, så bilen får et grundigere eftersyn end ved et almindeligt servicetjek, siger Anette Bjørn Juncher og fortæller, at mange af de bilister de taler med, er oprigtigt overraskede over, at bilens mekaniske dele var så slidte, at det endte i nedbrud.

Andre problemer
Ud over de mekaniske fejl er overophedning og punktering typiske årsager til andre ferienedbrud.
- Det er desværre en klassiker, at bilister kommer til at holde så længe i kø, at køleren overopheder. Sker det, kan man selv hælde vand på køleren, når den er blevet kold, så man kan køre til nærmeste rasteplads og ringe efter hjælp.

Punkteringer er årsag til mere end hver tiende assistance. Det er særligt ubelejligt at stå med et fladt dæk i udlandet, hvor det kan være svært at skaffe et nyt, der passer til bilen, og SOS Dansk Autohjælp anbefaler derfor, at man medbringer et reservedæk.

- Fordi vi ofte kører i weekenderne - og altså uden for værksteder og dækcentres normale åbningstid - kan det være svært at få fat i et nyt dæk. Vil man hurtigt videre, er det derfor en god ide at tage et reservehjul med. Det gælder også, selvom man har et dækkit til bilen. Punkterer man, mens man kører i høj fart ned af Autobahn, kan skaden nemlig være for stor til, at dækket kan lappes, slutter vagtcentralchefen.

Læs mere: Punktering på ferien - Sådan kommer du godt videre


Hjælp til selvhjælp
Nedbring risikoen for nedbrud ved at:
• få værkstedet til at give bilen et ferietjek inden afgang
• undersøge dækkenes tilstand og tjek dæktryk - der skal mere luft til, når bilen er fuldt læsset
• tjekke op på oliestand, bremsevæske, kølervæske og sprinklervæske

Husk i øvrigt at medbringe reservehjul, sikkerhedsveste og advarselstrekant. Tjek dit vejhjælpsabonnement inden ferien og download app'en med Rødt Kort, så du hurtigt og nemt kan få adgang til vejhjælp.

 

 

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.