Kolde morgener giver flade batterier

Pressemeddelelse
Kølige vintermorgener er skyld i flade batterier og travlhed hos SOS Dansk Autohjælp. På dage med temperaturer omkring frysepunktet tegner starthjælp sig for op til 40 procent af assistancerne.

SOS Dansk Autohjælp hjælper hvert år tusindvis af bilister med at starte bilen. Kurven er dog klart stigende i vinterperioden, hvor kulden tager livet af mange batterier. Afhængigt af vejret er starthjælp i øjeblikket årsag til 20-40 procent af SOS Dansk Autohjælps assistancer.

"Nu og de næste måneder er det højsæson for starthjælp. Det hænger sammen med, at batteriets kapacitet falder markant i takt med temperaturen", siger Sven Riggelsen, der er stationsleder hos SOS Dansk Autohjælp i Odense.

Han råder derfor bilisterne til at tænke over, hvordan man bruger bilen, når det er koldt.

"Selvom det kan have betydning for komforten, er det vigtigt, at du undgår at have sædevarme, blæser og el-bagrude kørende på fuldt tryk under hele turen - særligt på de korte distancer. Det betyder nemlig, at bilens generator kun lige akkurat producerer strøm nok til selve elforbruget, men ingenting til opladning af batteriet. Og så er det altså, du kan få problemer med at starte næste gang", fortæller Sven Riggelsen.

Kortere levetid
At flade batterier kan være et problem for mange bilister, skyldes ikke kun det koldere vejr, men også at vores biler bliver mere elektroniske.

"Tidligere havde et bilbatteri en gennemsnitlig levetid på 6-8 år, men i dag er der en tendens til, at det er slidt allerede efter 4 år. Fordi elektronikken fylder mere og mere, bruger bilen batteriet på en anden måde. Selv når bilen holder stille i garagen, bruger den strøm", siger Bo Olesen, teknisk seniorspecialist i SOS Dansk Autohjælp.

Gør det ikke selv
Netop fordi bilerne bliver stadig mere tekniske, er det også blevet sværere selv at yde starthjælp.

"Med mindre man er professionel, kan det i dag være ret kompliceret at få liv i bilen. Startkablerne skal for eksempel placeres i rigtig rækkefølge for ikke at skade de elektroniske systemer - hvis man overhovedet kan finde batteriets poler. Ofte er det nemlig kun den ene pol, der er tilgængelig i motorrummet, mens man skal ud på en større opdagelsesrejse for at finde dens modpol", forklarer Bo Olesen.

Han opfordrer derfor til at få bilens batteri tjekket på et værksted, inden de vedvarende, hårde kuldegrader sætter ind - og at ringe efter professionel assistance, hvis du står med en bil, der ikke kan starte på grund af fladt batteri.

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.