Lav efterårssol blænder bilister

Den lave efterårssol blænder bilister, og det giver farlige situationer på landets veje. SOS Dansk Autohjælp opfodrer til særlig opmærksomhed og øget afstand.

Når efterårssolen en sjælden gang kigger frem, skaber den ikke kun sensommerfornemmelser og glæde, den skaber også farlige situationer på vejene. Særligt om morgenen og sidst på eftermiddagen, hvor den farefulde kombination af lav sol og tæt trafik giver uheld.

- Traditionen tro oplever vi assistancer som følge af den lave sol. Fordi bilisterne bliver blændet, sker der en række uheld, hvor de enten er kørt op i en forankørende bil, en anden hindring, eller de har overset andre trafikanter i et kryds med ubetinget vigepligt, fortæller Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

- Det er samme tendens hvert år - og både forår og efterår, hvor solen står lavt på himlen. Vi kan derfor ikke opfordre nok til øget opmærksomhed, fortsætter vagtcentralchefen.

Hold afstand
Ud overskærpet opmærksomhed råder vejhjælpen også bilisterne til at holde god afstand.

- Det kan være svært at orientere sig ordentligt, når man kører med solen lige i ansigtet. Solskærmen dækker måske ikke tilstrækkeligt, og selv om solbrillerne er fundet frem, så udvisker det skarpe modlys kontrasterne. Det kan derfor være svært at se bremselygterne fra en forankørende bil eller det røde lys i en lysregulering, forklarer Sven Riggelsen, stationsleder hos SOS Dansk Autohjælp i Odense.

Han fortæller videre, at man kan se en klar ændring i kørslen, når bilister kører mod den blændende sol:

- Som autoredder bruger man mange timer på vejene, og det er helt tydeligt at se, at den lave sol påvirker vores kørsel. Der sker fx flere hårde og pludselige opbremsninger, og det er særligt farligt på motorvejen, hvor vi kører med høj fart.

Gode råd ved lav sol

  • Hold god afstand og vær ekstra opmærksom i trafikken
  • Fedtede ruder mindsker udsyn, så sørg for at holde dem rene, både indvendig og udvendig
  • Puds spejlene for at undgå genskin
  • Husk sprinklervæske
  • Hav et par gode solbriller liggende i handskerummet

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.