Lav sigtbarhed: Husk bilens lygter

Pressemeddelelse

Netop nu oplever vi dage med regn og tåge. Den lave sigtbarhed betyder, at man som bilist skal være ekstra opmærksom, holde god afstand og tænde billygterne ikke mindst. Ifølge SOS Dansk Autohjælp glemmer mange sidstnævnte.

Efteråret har ramt os. Vejret er vådt, det bliver mørkere, og temperaturerne veksler mellem varme og kulde, og det giver risiko for tåge. Som bilist skal man derfor være ekstra opmærksom, da sigtbarheden i disse situationer bliver markant nedsat.

Ved lav sigtbarhed kan bilens lyskegler kun ses få meter frem - hvis der overhovedet er lys på bilen, vel at mærke. SOS Dansk Autohjælp kan berette om flere oplevelser på vejene, hvor trafikanter kører rundt med slukkede lygter.

- Nyere biler er udstyret med automatisk kørelys, men vi havde en årrække, hvor det ikke var lovpligtigt. Vi ser derfor stadig bilister, der glemmer at tænde baglygterne, og det er altså farligt at køre rundt med en helt mørk bagende, når der er tåget eller tæt nedbør. Ved meget lav sigtbarhed kan det automatiske kørelys desuden være til den svage side, og vi anbefaler derfor, at man manuelt tænder bilens nærlys, siger Keld Jeppesen, der er distriktsleder for SOS Dansk Autohjælp i Midt- og Vestjylland.

Husk tågelygter og afstand
Efteråret er generelt en lumsk årstid på vejene. Tågen ligger ofte meget lokalt i skovområder og lavninger, og man kan opleve at køre fra solskin til tæt tåge på få meter. Det samme gør sig gældende ved pludselige og voldsomme regnbyger. I begge tilfælde er bedste råd ifølge den midtjyske distriktsleder at køre forsigtigt og holde god afstand til forankørende:

- Når der sker et hurtigt skifte i vejret, skal man være ekstra opmærksom som bilist. Vær opmærksom på andre bilister, men vær også opmærksom på at tilpasse din egen kørsel til forholdene. Let foden fra speederen og hold god afstand til bilen foran, siger Keld Jeppesen

- Når vejret bliver usigtbart, er det som sagt vigtigt at sikre, der er lys på bilen, men det kan også være en fordel at tage tågelygterne i brug - både ved kraftig regn og tåge. Men husk også at slukke tågelygterne igen, når vejret klarer op, så bagvedkørende bilister ikke bliver blændet, slutter han.

Defekte lygter
Ud over de mange perioder med usigtbare vejrforhold, så bliver det også senere lyst og tidligere mørkt. Det er derfor typisk nu, bilister finder ud af, bilen har en defekt forlygte, fordi de pludselig kører rundt uden at kunne oplyse en mørk vej tilstrækkeligt.

- Har du ikke allerede tjekket dine lygter, er det på tide at få det gjort. Der er mange såkaldt "enøjede" biler på vejene, og det kan hurtigt blive farligt. Ikke nok med, man ikke selv kan se langt nok, så kan man være svær for andre bilister at få øje på, siger Keld Jeppesen.

Rådet fra stationslederen er derfor, at man skal tjekke, at alle lygterne på bilen fungerer, som de skal, og at de er rene. Hvis ikke man selv har mod på at tjekke og justere lyset, anbefaler han, at man besøger sit lokale værksted.

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.