Nu er det tid til sommerdæk

Foråret er over os, og de mildere temperaturer betyder, at det nu er tid til sommerdæk. Mange bilister er i tvivl om, hvornår det er det bedste tidspunkt at skifte til sommerdæk. En god tommelfingerregel er dog, at man skal pakke vinterdækkene væk, når både morgen- og aftentemperaturen er over syv grader. For at sikre det bedste vejgreb og undgå at slide unødigt på vinterdækkene anbefaler SOS Dansk Autohjælp derfor, at man skifter til sommerdæk nu.


- Når temperaturen stiger, bliver bremselængden på vinterdæk markant længere. Derudover bliver vinterdæk slidt hårdt på de tørre, lune veje, fordi de er fremstillet af blødere materiale end sommerdæk, siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

Vær opmærksom på dækmønster
På et nyt dæk er mønsterdybden 8,9 mm, men dækkene bliver naturligvis slidte med tiden. Når du skal vurdere, om dine sommerdæk kan holde til en sæson mere, er det derfor vigtigt at være opmærksom på dækmønsteret.

- I Danmark er der et lovkrav om, at mønsterdybden skal være minimum 1,6 mm, men flere dækfabrikanter anbefaler, at det er minimum 3 mm. Det skyldes, at når dækket bliver meget slidt, mister det sin evne til at lede vandet væk på en regnvåd kørebane. Når det sker, har man et markant dårligere vejgreb og en længere bremselængde, fortæller Anette Bjørn Juncher.

De fleste nyere dæk er udstyret med en slidindikator, der gør det nemmere at kontrollere, hvornår dækkene skal skiftes. Hvis ikke, kan man få det tjekket på sit lokale autoværksted. Her er det en god idé i samme omgang at få målt dæktrykket. Et for lavt dæktryk har nemlig betydning for både brændstofforbrug og sikkerhed.

Husk at efterspænde hjulene
Når man har skiftet til sommerdæk, er det vigtigt at få efterspændt hjulene efter 100-200 km kørsel. Det gælder uanset, om man selv har skiftet dækkene, eller om man har fået det gjort på et værksted.

- Hvert år på denne tid har vi en række assistancer til bilister, der enten har tabt et hjul, eller hvor bilen opfører sig mærkeligt på grund af et løst hjul. Heldigvis ringer bilisterne for det meste, før hjulet falder helt af, da de som regel kan høre eller mærke det på bilen. Det er derfor vigtigt at lægge mærke til mislyde og ændrede køreegenskaber efter skift til sommerdæk, lyder det afsluttende råd fra SOS Dansk Autohjælp.

 

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.