Sikkerhed og tryghed på din rejse i Spanien

Spanien har gennem flere år været et af SOS Internationals største skadelande, og vi forventer mange sager fra nordiske rejsende i Spanien igen i år. Sammenligner vi juni, juli og august 2017 med de samme måneder året før steg antallet af sager fra Spanien med 11%. Fra 2015 til 2017 ser vi en stigning på næsten 30%.

Skal du til Spanien på ferie? Hvordan får du en sikker og tryg rejse, hvad enten du skal på forretningsrejse eller på ferie med familien? Vi har samlet en række gode rejseråd til Spanien her.

Sikkerhedssituationen i Spanien

  • Spanien er en lavrisikodestination.

  • Der er – som i de fleste europæiske lande – en generel risiko for terror.

  • Størstedelen af kriminaliteten i Spanien er simpel, dvs. lommetyveri, tasketyveri og andet opportunistisk tyveri. 
Gode råd til sikkerhed og tryghed på rejsen i Spanien
  •  Vær opmærksom på at befærdede steder er mere udsatte for at blive ramt af terrorangreb. Det er for eksempel i og ved offentlig transport, turistattraktioner, natklubber, restauranter og markedspladser og torve.

  • Undgå enhver form for større forsamlinger eller demonstrationer.

  • Hold så vidt muligt øje med dine ting hele tiden og vær opmærksom på tricktyveri.

  • Hvis du bliver udsat for kriminalitet, skal du kontakte det lokale politi så hurtigt som muligt.
Redningstjenester

Lokale nødnumre i Spanien:

SOS – alle services: 112
Politi: 091
Nødnummer ved sygdom og sundhed: 061
Brandvæsen: 080
Lokalpoliti: 092

Flere rejseråd til Spanien

Se flere af SOS Internationals rejseråd på

SOS Safetravel

Kontakt SOS International hurtigst muligt i tilfælde af sygdom eller tilskadekomst. Vi sidder klar på alarmcentralen 24/7 på +45 7010 5050.

Følg rejsevejledninger til Spanien fra dit Udenrigsministerium

Følg rejsevejledningerne til Spanien fra Udenrigsministeriet på www.um.dk

Vi anbefaler også, at du skriver dig op på Udenrigsministeriets rejsedatabase, den såkaldte Danskerliste, så du kan blive informeret og advaret af de danske myndigheder, hvis det skulle blive nødvendigt.

Har jeg brug for at blive vaccineret før min rejse til Spanien?

I god tid inden din udlandsrejse bør du konsultere egen læge og/eller vaccinationscenter med henblik på rådgivning om vaccination, profylakse, forholdsregler og sygdomme.  Se evt. også www.vaccination.dk

Hospitaler og klinikker i Spanien 

I de større spanske byer er hospitalsstandarden på offentlige såvel som private hospitaler høj, og de store hospitalskæder er ofte strategisk placeret i turistområderne.

Man skal dog være klar over, at man ikke kan forvente en standard på skandinavisk niveau udenfor de største byer og turistområderne.

 

Hvordan finder jeg en læge eller et hospital i Spanien?

Hvilket hospital eller klinik skal du vælge, hvis du bliver syg på ferien i Spanien? 

SOS International anbefaler, at du så vidt muligt kontakter alarmcentralen, inden du går til læge eller opsøger et hospital i Spanien.

Hos os kan du få vejledning og rådgivning om det, din rejseforsikring dækker, om hospitalsvalg og klinikker i nærheden osv.

SOS Internationals alarmcentral er klar til at modtage opkald og hjælpe døgnet rundt.  Kontakt os på +45 7010 5050.

Sådan undgår du turistmave i Spanien og andre gode rejseråd

Sådan undgår du turistmave i Spanien

”Turistmave” skyldes bakterier i maden og i vandet eller bakterier, man får i munden fra sine egne urene hænder.  Hvis du vil undgå turistmave på din ferie i Spanien, så husk disse fire følgende ting: 

  • Vask hænder inden alle måltider

  • Spis kun gademad, som bliver tilberedt foran dig og som er rygende varm

  • Vurder om du synes, at hygiejnen ser okay ud på restauranter og cafeer

  • Reager hurtigt på opkast og diarre og kontakt vores alarmcentral, så du kan komme i kontakt med en læge i vores netværk og i behandling hurtigst muligt.
Pas på solen
  • Ophold dig ikke i solen mellem kl. 12-15
  • Brug solfaktor 30 eller højere

 

Scooterleje

Pas på med at køre på scooter i Spanien. 

Scooterne er meget hurtigere end skandinavere uden motorcykelerfaring er vant til, og de lokale kører anderledes end i Norden.

Dertil kan dårlige vejforhold, fx grusveje, medføre ulykker.

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.