Skift til vinterdæk

Pressemeddelelse
Sommerdæk mister både køre- og bremseevner, når lufttemperaturen kommer under syv grader. Det er derfor på tide at skifte til vinterdæk. 

Vejret er blevet køligere, og med det følger det årligt tilbagevendende spørgsmål: "Hvornår er det tid til vinterdæk?" Det er nu, du skal skifte, lyder rådet fra SOS Dansk Autohjælp. Temperaturen er nemlig kommet under de magiske syv grader morgen og aften, og det er tommelfingerreglen for, hvornår vinterdækkene skal på bilen.

- Mange forbinder glatte veje med minusgrader og sne, men det er for sent at montere vinterdæk, når først vejene er hvide. Vejtemperaturen kan nemlig sagtens være flere grader under det, termometeret viser i luften, forklarer Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp og fortæller, at de hvert år får opkald fra bilister, som bliver overraskede over, at vejene er glatte, selv om de umiddelbart ser fine ud.

Anbefalinger strengere end lovkrav
Selv om det ikke er lovpligtigt med vinterdæk i Danmark, er det SOS Dansk Autohjælps klare anbefaling, at man kører med de til forholdene designede dæk.
- Man har klart bedre vejgreb med vinterdæk, og man reducerer bremselængden med mange meter, fordi de er lavet af et blødere gummi og har flere lameller i mønstret. Og apropos dækmønster, så anbefaler vi også minimum 3 mm, selvom lovkravet kun lyder på 1,6 mm, siger teknisk seniorspecialist Bo Olesen, SOS Dansk Autohjælp.
Han gør i samme ombæring opmærksom på, at man skal tjekke tilstanden på sine vinterdæk grundigt, inden man monterer dem - også selv om mønstret ikke nødvendigvis er slidt ned, fordi gummiet mørner med tiden.

Efterspænd og tjek tryk
Når man har skiftet til vinterdæk, skal man desuden huske at efterspænde dem efter 100-200 km.

- På denne tid af året bliver vi ofte kaldt ud til bilister, der oplever, at bilen pludselig siger mærkelige lyde og er begyndt at ryste. Det kommer som en overraskelse for de fleste, når de hører, at det hverken er styretøj eller bremser, det er galt med, men i stedet er de nymontrede dæk, der sidder løst. Det kan hurtigt skabe farlige situationer, siger Anette Bjørn Juncher og fortæller, at de før har assisteret bilister, hvor et hjul er faldet helt af.

Udover at efterspænde dækkene, er det en god ide løbende at tjekke dæktryk - gerne en gang om måneden.

- For at dække kan "træde" rigtigt og jævnt på vejen, skal dæktrykket være korrekt. Er der for lidt luft i hjulene, er det kun ydersiderne, der har vejkontakt. Er der til gengæld for meget luft i, kører du kun på dækkets midterflade. Det går ud over både bremseevner, styreegenskaber og brændstoføkonomi, slutter Bo Olesen.

Kør-selv på skiferien?
Vær opmærksom på, at der er forskellige lovkrav i danskernes foretrukne skisportslande:

  • I Sverige, Tyskland og Østrig er det fx lovpligtigt med vinterdæk. 
  • I Østrig skal der desuden være min. 4 mm. dækmønster.
  • Kravet til dækmønster er 3,5 mm. i Frankrig og 3 mm. i Norge, Sverige og Tyskland.

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.