Thailand lokker vintertrætte danskere

Pressemeddelelse

Efter den vådeste sommer i mands minde forventer SOS International at op mod 50.000 danskere rejser til Thailand i december og resten af vintermånederne. Thailand er danskernes foretrukne rejsedestination i Asien, men nye destinationer vækker også interesse. 

“Vi oplever, at turisterne spreder sig mere ud over Thailand, hvilket betyder, at øer, som man tidligere ikke har hørt meget om, nu bliver besøgt af skandinaviske turister, herunder for eksempel Koh Lipe og Koh Talu i det sydlige Thailand. Derudover er Cambodia og Vietnam også begyndt at tiltrække nordiske rejsende, der vil prøve Asien, men har besøgt Thailand flere gange”, fortæller Michael Schulz, der leder SOS Internationals servicekontor i Thailand.

Sidste år havde SOS International 17.000 Asien-sager på alarmcentralen – en stigning på 9 procent i forhold til 2015. Det er især Thailand, der udgør en stor del af skade­anmeldelserne med 10.000 af det samlede antal Asien-sager i løbet af året. Langt hovedparten af sagerne indløber fra december til marts måned. Prisen for behandlingerne i Thailand er på 127 mio. kr. årligt. Få flere gode råd til rejsen i Thailand

De typiske sager fra Asien er infektionssygdomme og tilskadekomster. ’Turistmave’ er den hyppigste sygdom, SOS International ser i Thailand. Herefter følger luftvejsinfektioner, hudinfektioner og urinvejsinfektioner.

”I Thailand ser vi de helt almindelige turistsygdomme, som det kan være svært at gardere sig mod. Men vi ser også myggebårne sygdomme, der er sjældne i Danmark. Det gælder fx denguefeber, chikungunya, malaria og zika. Når man pakker kufferten i regnvåde Danmark, tænker man måske ikke på, at myggenet og myggespray samt tøj, der beskytter mod myggestik, skal med i bagagen. Men det er vigtigt, at man tager de forholdsregler mod myggestik, man kan”, fortæller læge hos SOS International Niels Højlyng, der er specialist i tropesygdomme. 

Niels Højlyng har følgende gode myggeråd til de rejsende:

  • Rådfør dig i god tid før afrejse med din læge om vaccinationer
  • Påfør myggespray og balsam på kroppens nøgne steder – husk også udsatte steder som nakken og anklerne. Spray sokker og hårkanter
  • Tag tøj på som dækker mest muligt af kroppen, gerne løstsiddende. Myg stikker igennem tyndt tøj.
  • Sov under myggenet, i rum med aircondition eller luk døre og vinduer
  • Undgå også at være udendørs, når myggene er mest aktive:
    - Dagtiden for fx dengue og zika
    - Skumringen og nat for malaria

Læs mere: Vaccination eller myggespray? 

To gode råd mod turistmave

Ved alle rejser gælder: Vask hænder, vask frugt og grønt, drik vand fra forseglede flasker.

  • Vand: Man bør drikke og børste tænder med vand fra forseglede flasker.
  • Mad: Vask hænder inden fødeindtagelse. Overvej at undlade at spise frugt, der ikke er skrællet af dig selv (afhængig af om der er tale om f.eks. dyre kontra billige restauranter med mere, en vurderingssag). Spis kun tilberedt mad som serveres varm. Gadekøkkenmad bør kun spises, hvis den er tilberedt foran én og er rygende varm.

Læs mere: Turistmave og tropesygdomme i Asien

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.