Hjælp - min bil er strandet

Sommer og sol - så skal vi til stranden! Og nogle vil have bilen med. Men det giver risiko for, at bilen sidder fast eller bliver fanget af tidevandet. SOS Dansk Autohjælp skal hver sommer komme strandede bilister til undsætning.

Strandene i Danmark er for det meste forbeholdt mennesker, badedyr, tæpper, parasoller og madpakker.

Men på nogle strækninger, især langs den jyske vestkyst, er det tilladt at køre bil på stranden. Det benytter mange sig af - for det er dejligt bekvemt at kunne køre strandstol og picnickurv helt ned i vandkanten. Men nogle får sig en slem forskrækkelse og får i værste fald ikke bilen med hjem igen.

Ved strandkørsel er der nemlig risiko for at sidde fast eller blive fanget af tidevandet. Det ved de alt om hos SOS Dansk Autohjælp, der hver sommer må hjælpe adskillige bilister med fritrækning eller hjælp til at redde en druknet bil.

Uheldene rammer typisk bilister, der ikke er lokalkendte og vant til at køre i sand.

- Stranden er uforudsigelig og kan forandre sig fra dag til dag afhængigt af vejret. Kørsel på stranden kræver derfor særlig opmærksomhed. Bilisten kan fx køre en strækning én dag og næste dag køre fast selv samme sted på grund af for eksempel fygesand, der på ganske kort tid kan skabe en drive, som man kender det fra snevejr, forklarer Jørn Simonsen, distriktsleder ved SOS Dansk Autohjælp i Nordjylland.

Kviksand og tidevand overrasker
Problemerne lurer, fordi netop strandbilisterne ofte er turister uden erfaring med området - eller med kørsel i sand. De uerfaren strandkørere vil instinktivt søge at holde sig til de hjulspor, andre har lavet.

- Men det kan gøre det svært at undvige sandbunker eller fordybninger, og så er der større risiko for, at man kører fast. Mange vil også gerne køre helt nede langs vandkanten. Det kan gå an, så længe man er i fart, men holder bilen stille i bare 10 minutter, kan den være sunket så meget ned i sandet, at man sidder fast, fortæller SOS Dansk Autohjælps distriktsleder i Sydjylland, Jesper Rebsdorf.

Han forklarer videre, at turister - både danske og udenlandske - bliver overraskede over, hvor hurtigt tidevandet stiger:

- Mange bilister kører helt ned til vandkanten og tager en kaffepause, men når først vandet begynder at stige, kan man hurtigt blive grebet af panik, hvis der er meget, der skal pakkes sammen. Når tidevandet kommer, bliver der dannet små indsøer, fordi vandet presses ind i render og fordybninger. Og her er det særligt et problem, at man ikke kender forholdene. Er man uheldig at køre fast sådan et sted, tager det nemlig kun 40 minutter, før bilen er dækket med vand.

Strandtur kan skade bilen
Selv en kort køretur på stranden kan ende med at blive en dyr fornøjelse. Sand og saltvand er nemlig ikke godt for bilen.

- Sandkorn kommer ind over alt, og hvis bilen har stået helt eller delvist under vand, kan den få rust- og vandskader. I de værste tilfælde ser vi totalskadede biler, fortæller Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

Hvis uheldet er ude, og man skal trækkes fri, råder SOS Dansk Autohjælp til at ringe efter professionel hjælp, så man ikke skader sin bil.

- Skal en bil trækkes fri, skal det gøres kontrolleret. Hvis fritrækningen sker med tov, for eksempel af en ellers hjælpsom privat firhjulstrækker, risikerer man at rykke for voldsomt, så trækøjet bliver ødelagt, advarer Jørn Simonsen og henviser til, at forsikringen sjældent dækker sådanne skader.

Forholdsregler ved strandkørsel

  • Vær opmærksom og vurder området
  • Vis hensyn til andre
  • Kør kun inden for de angivne afmærkninger
  • Bliv ikke overmodig
  • Tjek op på tidspunkt for tidevand
  • Kør væk i god tid inden højvande.

Kontaktinformation

Anette Bjørn Juncher

Vagtcentralchef, SOS Dansk Autohjælp

Tlf: 5118 6085

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.