Klar til vintertid – de bedste biltip

Pressemeddelelse

Efterårsferien er en oplagt mulighed for at gå din bil efter i sømmene, inden kuldegraderne for alvor sætter ind. Hvad kan du selv gøre, for at være på forkant? Og hvad skal du få dit værksted til?

Efterårsferien venter lige om hjørnet, og det er for mange lig med fridage og familietid, men det betyder også, at den mest slidsomme årstid for bilen puster os i nakken. Opfordringen fra SOS Dansk Autohjælp er klar: Grib muligheden, vær på forkant og brug en halv feriedag på at få klargjort bilen inden frost, salt og glatte veje bliver hverdag.

- Vi ved, at mange bilister bliver overraskede, når de kolde temperaturer melder sig. På de første frysende dage får vi flere opkald fra bilister med flade batterier og sommerdæk på afveje. Det er af gode grunde ikke muligt at forudsige, hvornår frosten kommer, og derfor er det godt at have styr på eksempelvis vinterdæk i god tid, fortæller Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

Kontroller dine dæk
Det er en god idé at få tjekket dine vinterdæk allerede nu og finde ud af, om de kan klare en sæson mere. Undersøg gummiets stand og kontroller dækmønsterets dybde. Lovkravet lyder på 1,6 mm, men vejhjælpen er en af mange aktører, der anbefaler minimum 3 mm.

- Man bør som hovedregel skifte til vinterdæk, når temperaturen kommer ned på 7 grader. Det kan nemlig være glat længe før, man kan se minusgrader på termometeret, fordi temperaturen på vejbanen er lavere end luftens, siger Bo Olesen, seniorspecialist hos SOS Dansk Autohjælp.

Det kan være en god idé at bestille tid til dækskifte på værkstedet i god tid for at undgå lange ventetider.

Gør det selv
Du kan godt selv smøre gummilisterne i dørene med en silikonestift og give låsen lidt låseolie, så det ikke fryser til. Spørg der, hvor du køber autoudstyr hvilken olie, der er den korrekte til din bil.

Sørg for at hælde frostsikret sprinklervæske på og tjekke om lygterne virker, som de skal. Kører man rundt med defekte lygter i vinterens mørke, er man svær for andre bilister at se, ligesom man heller ikke selv kan oplyse landskabet tilstrækkeligt.

En opgave for værkstedet
Hvis du vil være bedst muligt rustet til vinteren, skal du overveje et besøg på dit lokale værksted og få kontrolleret kølervæske og batteri.

- Om kølervæsken er frostsikret er ikke sådan ligetil selv at tjekke, for det er specifikt fra bilmærke til bilmærke, hvad der bør bruges, og frostsikringen i væsken bliver dårligere med tiden, forklarer Bo Olesen.

Det samme gør sig gældende for batteriet. Få gerne en fagmand til at tjekke dets tilstand, så du undgår at stå en tænderklaprende morgen med en bil, der ikke vil starte.

- Et batteri kan miste op til 50 pct. af dets ydeevne i hård frost, og hvis du kører rundt med et batteri, som i forvejen er slidt, kan du få problemer med at starte bilen på de kolde dage, fortæller Bo Olesen.

Tjekliste til en vinterklar bil:

  • Undersøg dækkenes kvalitet - alder, mønster og tryk
  • Få batteriets tilstand tjekket
  • Gennemgå alle lygter
  • Hæld frostsikret sprinklervæske på bilen
  • Få tjekket at kølervæsken er frostsikret
  • Tjek vinduesviskernes fatning
  • Rengør og smør gummilisterne med silikone
  • Giv låsene lidt låseolie, så de ikke fryser til

Kontaktinformation

Anette Bjørn Juncher
Vagtcentralchef, SOS Dansk Autohjælp
Tlf: 5118 6085

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.