Punktering på bilferien: Sådan kommer du videre

Pressemeddelelse

Et punkteret dæk er i sig selv en ubehagelig overraskelse, men særligt i ferietiden kan selv en simpel punktering blive en tidsrøver. Vil man gerne kunne komme hurtigt videre, er man bedst hjulpet med et reservehjul, lyder det fra SOS Dansk Autohjælp.

Forårets varme vejr betyder, at langt flere af de danskere, der endnu ikke har booket flyrejse sydpå, satser på ferie herhjemme. Det tæller oftest diverse udflugter, køreture til strand eller måske en tur i sommerhus. Uanset om køreturen foregår i Danmark eller i udlandet, så oplever mange bilister problemer med punkteringer hen over de varme måneder.

- Vi får altid mange opkald fra feriebilister, der er strandet på grund af et fladt dæk - både herhjemme og i udlandet. Det sker typisk, fordi vi i ferieperioden kører længere end til hverdag, og ofte på varme veje, fortæller Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

De fleste nyere biler i dag er udstyret med dækkit, men mange bilister er i tvivl om, hvordan og hvornår et dækkit kan bruges.

- Så længe, man følger brugsanvisninger nøje, kan bilisten godt selv lave en nødlapning. Som tommelfingerregel kan dækkittet bruges, så længe hullet er mindre end 4 mm i diameter. Man skal bare huske, at der som regel følger en hastighedsbegrænsning på 80 km/t med, ligesom der kan være begrænsninger på, hvor langt man må køre på et nødlappet dæk. Langt de fleste punkteringer sker imidlertid under kørsel, og ofte på motorvejen, hvor man er i høj fart, og det betyder, at skaderne for det meste er for store til at kunne lappes, forklarer seniorspecialist hos SOS Dansk Autohjælp, Bo Olesen.

Er man i tvivl om, man selv kan lappe hullet - og om det overhovedet kan lappes - opfordrer seniorspecialisten til, man i stedet ringer efter vejhjælpen og får professionelle til at foretage enten nødtætningen eller skift til reservehjul.

Vinterdæk som reservehjul

Ifølge SOS Dansk Autohjælp er bilister nemlig bedst hjulpet ved også at gøre plads til et reservehjul, når man kører på ferie. Har man ikke et egentligt reservehjul, kan et vinterdæk bruges.

- Feriefolket kører ofte i weekenderne, og altså uden for værksteder og dækcentres normale åbningstid. Det kan derfor være svært at få fat i et nyt dæk, der passer til bilen eller campingvognen. Vil man gerne kunne komme hurtigt videre efter en punktering, er det altså en god idé at tage et reservehjul med, siger Anette Bjørn Juncher.

- Det er fuldt lovligt at køre med et vinterdæk, så længe det fungerer som et nødhjul. Man skal bare være opmærksom på, at man kun må køre fra skadested til værksted, supplerer Bo Olesen.

Uanset om man kører videre på et nødlappet dæk eller et vinterdæk efter en punktering, er det begge midlertidige løsninger, så man skal forbi et værksted og have skiftet dæk ved først kommende lejlighed.

Tip: Husk nøgle til fælge

Husk at medbringe nøglen til dine alufælge, hvis de er sikret med låsebolte. Punkterer man, er autohjælpen nemlig nødt til at kunne tage alufælgen af for at skifte hjulet. SOS Dansk Autohjælp bugserer hvert år punkterede biler til det nærmeste værksted for at få brudt låsebolten op.

Gode råd før bilferien

  • Få dit lokale værksted til at give bilen et ferietjek inden afgang
  • Undersøg dækkenes tilstand og tjek dæktryk - der skal mere luft til, når bilen er fuldt læsset
  • Tjek op på oliestand, bremsevæske, kølervæske og sprinklervæske
  • Medbring reservehjul, sikkerhedsvest og advarselstrekant
  • Tjek dit vejhjælpsabonnement inden ferie
  • Download app'en med Rødt Kort, så du hurtigt og nemt kan få adgang til vejhjælp, hvis uheldet er ude i udlandet

Kontaktinformation

Anette Bjørn Juncher

Vagtcentralchef, SOS Dansk Autohjælp

Tlf: 5118 6085

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.