Risiko for påkørsel: Pas på hjorte i skumringen

Pressemeddelelse
Dagene bliver kortere, og det medfører, at vi kører ud i den mørke morgentrafik samtidig med, at hjortevildtet bevæger sig rundt.

De trekantede skilte i vejsiden, med billedet af en springende hjort, skal tages særligt alvorligt på denne tid. Hos SOS Dansk Autohjælp mærker man lige nu flere påkørsler i skovområder.

- Vi ser her i efteråret en stigning i antallet af assistancer til bilister, som har været ude for at påkøre et dyr. Derfor råder vi til ekstra opmærksomhed på strækninger med bevoksning op til vejen, siger vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp, Anette Bjørn Juncher.
 
Hjortenes bevægemønster er tilpasset solen, og det forklarer, hvorfor de oftest krydser vejene i skumringstimerne, og hvorfor det derfor er på disse tidspunkter, at vi bør være særligt opmærksomme bag rattet.

- Dyrene er sky, så i dagstimerne ligger de og tygger drøv, men når mørket falder på, tør de godt at bevæge sig rundt for at finde føde. Det samme gør sig gældende efter natten, når solen så småt begynder at stige op, fortæller Niels Worm, der er vildtkonsulent for Naturstyrelsen i Nordsjælland.


Naturstyrelsen anslår, at der alene i Gribskovområdet påkøres op til 160 dyr årligt.
 
Hastigheden er afgørende
 Når der er skov langs vejen, er det ikke altid til at få øje på et dyr, før det bevæger sig ud på vejen, og derfor er hastigheden afgørende for at kunne undgå et sammenstød.

- Bremselængden afhænger selvfølgelig meget af føret, men selv under gode vejrforhold forlænger man med mange meter, hvis man fx kører 10-15 km/t for hurtigt. På steder med skiltevarsling bør man derfor helt automatisk sænke farten, siger Per S. Henriksen, stationsleder hos SOS Dansk Autohjælp i Hillerød.
 
Hos den lokale station oplever man, at de værste uheld sker, fordi man som bilist reagerer instinktivt.

- Mange slår bremsen i eller forsøger at undgå dyret, og så risikerer man at miste herredømmet over bilen, forklarer Per S. Henriksen.
 
Ring efter hjælp
Hvis uheldet er ude, og man oplever at påkøre et dyr, skal man ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812 for at få hjælp.
- Mange bilister ringer efter os, hvis de har ramt et dyr. Vi kommer selvfølgelig altid og hjælper med bilen, men man skal huske også at ringe til Dyrenes Vagtcentral, hvis et dyr er såret, forklarer Anette Bjørn Juncher.
 
Gode råd ved påkørsel
• Kør ind til siden og stands bilen
• Er dyret dødt, så træk det ud i rabatten eller grøftekanten
• Er dyret såret, skal du kontakte Dyrenes Vagtcentral på tlf. 1812 - gå ikke hen til det sårede dyr, da det kan være aggressivt
• Er dyret såret, men flygtet, så afmærk stedet for at en schweisshund og hundefører hurtigt kan finde påkørselsstedet
• Tjek om bilen har taget skade og kontakt evt. vejhjælpen.

Kilde: Naturstyrelsen
  
Kontaktinformation
Anette Bjørn Juncher
Vagtcentralchef, SOS Dansk Autohjælp
Tlf: 5118 6085

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.