Thailand optrapper kampen mod rabies
Pressemeddelelse
Når vinteren rammer Danmark rejser flere tusinde danskere mod sol og palmer i Thailand. Her skal de nyde ferien og være opmærksomme på én ting - rabies
Alene i år er tre personer døde af rabies. 400 dyr er konstateret smittet, hvilket er en fordobling i forhold til året før, og de thailandske myndigheder har derfor taget helt nye skridt i kampen mod rabies, der på et tidspunkt var at finde i hele 40 provinser i Thailand; herunder de populære turistområder Bankok og Chiang Rai. I dag er 13 provinser i Thailand markeret med rødt. Det er områderne: Surin, Chonburi, Sumutprakan, Chachoengsao, Nan, Buriram, Ubon Ratchathaini, Chiang Rai, Rot Et, Songkhla, Rayong, Tak, and Sri Saket.
Myndighederne siger iflg. BBC, at udbruddet er under kontrol, og de meldte tidligere på året ud, at de ville vaccinere 10 millioner hunde og katte inden september 2018. WHO meddeler, at vaccination af hunde er den mest effektive metode til at undgå rabies hos mennesker.
”De seneste år har vi set stigende antal eksempler på, at skandinaver søger hjælp efter bid og mistænkt rabies i Thailand og på Bali. Rabies er en sygdom, der ikke er til at spøge med, og vi skal gøre, hvad vi kan for at undgå den”, lyder rådet fra Niels Højlyng, der er læge hos SOS International.
Rabies hos katte, flagermus, køer og aber
I Danmark kalder vi rabies for hundegalskab, men navnet er lidt misvisende, for mange dyr, bl.a. katte, flagermus, køer og aber kan få sygdommen. Den skyldes en infektion med rabiesvirus, som overføres ved bid fra smittede dyr, hyppigst hunde, køer og katte. Men rabies findes også hos aber, og derfor skal turisterne være særlig opmærksomme i de populære abeparker, hvor aberne kan finde på at angribe folk, der fodrer dem eller blot går rundt med mad og drikke i hænderne. Aberne er kloge dyr, og de har lært mange tricks for at få fat i lækkerier fra turisterne.
Da rabies har høj dødelighed, er det vigtigt, at du kontakter en læge hurtigst muligt, hvis du skulle blive bidt af en abe.
Fakta om rabies
- Rabiesvirus findes i spyttet hos det inficerede dyr. Smitten overføres ved bid eller i sjældne tilfælde ved krads eller ved spyt i øjet eller på åbne sår.
- Rabies har høj dødelighed og kan føre til dødelig hjernebetændelse, så det er vigtigt at komme i behandling hurtigst muligt.
- Rabies kan forebygges med vaccination.
Kontakt os
Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?
Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.