Tyskland er smertens vej for feriebilister

Pressemeddelelse

Dugfrisk statistik fra SOS International afslører, hvor uheldene sker - og tager et opgør med gamle bilferie-myter

Via Dolorosa er latin for "smertens vej". Og de tyske motorveje - navnlig den tætpakkede strækning ved navn A7 - er i den grad Via Dolorosa for mange danske bilister på vej sydpå med familie, kufferter og badedyr.

For turen gennem Tyskland er lang, varm og præget af stress, vejarbejder og kilometerlange køer.

Men det er også i Tyskland, at de fleste bilister oplever at få nedbrud på bilen. Ifølge SOS International, der hver sommer assisterer mere end 8.000 danske bilister med nedbrud i udlandet under den såkaldte Rødt Kort-ordning, tegnede vores store naboland sig sidste sommer for mere end 36 procent af alle assistancer i Europa.

Og tendensen bliver med stor sandsynlighed den samme igen i år:

"Det er det samme billede hvert år: Tyskland er virkelig smertens vej for kør-selv-folket. Det skyldes selvfølgelig, at det er et transitland, vi alle skal igennem. Men det skyldes også, at hverken vi selv eller bilen er forberedt til de mange timers uafbrudt kørsel," siger Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef for Rødt Kort-ordningen hos SOS International. Læs mere: Appen der redder bilferien

SOS International hjalp 3.074 nødstedte danskere i Tyskland i uge 26 til 32 sidste år. 

Den aktuelle statistik punkterer også nogle af de hårdnakkede myter, der har eksisteret næsten lige så længe, som danskerne er taget på kør-selv-ferie

Myte 1: Kassel bakker tager livet af bilen
De berygtede Kassel bakker aflivede mange af fortidens slidte, danske familiebiler. Men for bilerne i dag er det ikke længere den største udfordring.

"Alle vores nedbrud registreres geografisk, og her viser statistikken, at assistancerne fordeler sig jævnt ned gennem Tyskland. Nedbrud kan ske overalt. Det er de mange timers kørsel med fuld oppakning og oven i købet fuld blæs på både aircondition og opladning af børnenes iPad, der gør, at bilens system bliver presset til det yderste," fortæller Anette Bjørn Juncher.

Myte 2: Færdselsuheld skyld i flest assistancer
Tværtimod. Færdselsuheld gør sig - heldigvis - kun gældende for omkring 10 procent af alle assistancer. Mekaniske fejl topper listen med 54 procent, mens punktering og flade batterier følger efter med henholdsvis 14 og 13 procent.

"Mange bilister glemmer at tjekke bilen inden afgang, fordi den kører fint til hverdag. De mest omhyggelige husker dæktrykket, olie og kølervæske. Men det er altså oftest motor, bremser, gearkasse eller kobling, der giver udfordringer på en kør-selv-ferie," siger Anette Bjørn Juncher. 

Den bedste modgift mod nedbrud er et rigtigt mekanikertjek inden afgang.

Myte 3: GPS'en har altid ret
Når ferien er kør-selv, er GPS'en for mange familier næsten vigtigere end badetøjet. Men den er ikke et mirakelmiddel, der altid har ret. Man bør stadig selv gøre en indsats og få ferieturen planlagt med hensyn til både spidsbelastninger på vejene, familiechaufførernes egen rutine - og hele familiens behov for pauser.

"Turen kan aldrig gøres på den tid, GPS'en angiver. Der er ikke taget højde for hverken pauser eller køer. Det tager meget længere tid, end der står på displayet. Tag hensyn til jer selv. Det er ferie, hastigheden i Tyskland er høj og kan være stressende, så det er en god ide at indlægge masser af tid til hvil," siger Anette Bjørn Juncher.

SOS Internationals Rødt Kort-app er et nyttigt redskab til at planlægge turen. Den kan først og fremmest sikre hurtig og nem hjælp, hvis uheldet er ude, men den er også en god hjælp i forberedelsesfasen. Appen er i år udviklet, så den indeholder en række nyttige services, blandt andet samlet overblik over landespecifikke færdselsregler og lovpligtige mærkater, pakkeguide, rutevejledning og mulighed for live trafikmeddelelser. 

Top 10: Assistancer fordelt på land

•    Tyskland  36,8%
•    Italien  11,4%
•    Frankrig  9,1%
•    Sverige  7,4%
•    Østrig  5,8%
•    Kroatien  2,9%
•    Norge  2,8%
•    Tjekkiet  1,7%
•    Polen  1,3%
•    Holland  1,2%

Rødt Kort, uge 26-32 2017

Kontaktinformation

Vagtcentralchef for Rødt Kort, Anette Bjørn Juncher, mobil: 5118 6085
Presseansvarlig Anders Stougaard, mobil: 2974 6362, email: anders.stougaard@sos.eu

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.