VM i fodbold - Rusland 2018

 

VM i fodbold i Rusland 2018 bliver den 21. udgave af VM i fodbold som vil foregå fra d. 14. juni – d. 15. juli 2018. Kampene bliver spillet i 11 forskellige byer i den europæiske del af Rusland.

SOS International har udarbejdet nogle retningslinjer om sikkerhed samt andre gode råd i forbindelse med VM i Rusland 2018 i samarbejde med lokale partnere og specialister.

 

Forberedelser inden afrejse

  • Inden afrejse bør du konsultere dit lands seneste rejseråd.
  • Husk at købe rejseforsikring inden afrejse, før du rejser til VM i Rusland. Det er et krav fra de russiske myndigheder, da det blå European Health Insurance CARD (EHIC) samt det gule sygesikringsbevis er ikke gyldigt i Rusland.
  • Tjek gældende visa-regler ift. indrejse i Rusland.
  • Skriv dig på dit udenrigsministeriums informationsliste, så de ved, at du er i landet. Gå til ”Danskerlisten” og udfyld formularen.
  • Husk dit pas og tag en kopi (passet skal minimum være gyldigt 6 mdr. efter afrejse).
  • Køb kun billetter fra autoriserede forhandlere.
  • Lad din bank vide, at du tager afsted, så du undgår spærring af dit kreditkort pga. ”unormal anvendelse”.

Find flere gode råd og vejledning til før, under og efter rejsen her 

SOS International Safe Travel

 

 

Praktisk information

 

Russiske Aeroflot flyver til alle 11 VM-byer, hvor der ud over Moskva og Skt. Petersborg bliver spillet i Kazan, Kaliningrad, Jekaterinborg, Rostov-on-Don, Sochi, Samara, Saransk og Volograd.

Med et Fan-ID er der gratis togtransport med særtog på kampdagene – og der er ikke behov for visum.

Vær dog opmærksom på der kun er en vis mængde pladser på togene, hvorfor man bør tænke i alternativer. Det er ikke sikkert, at man bare kan hoppe på toget fra Moskva til Skt. Petersborg på kampdagen, uden på forhånd at have sikret sig en plads.

Bemærk at der i øvrigt er meget langt mellem nogle af byerne, så fly vil ofte være at foretrække. 

For mere praktisk information og program for VM kan du gå ind på den officielle hjemmeside for Fodbold VM i Rusland 2018:

http://www.fifa.com/worldcup/

I bil til VM i Rusland

Planlægger du at køre til fodbold-VM i Rusland i bil?

SOS International er i tæt dialog med vores partnere i Rusland og Ukraine for at være forberedte på at assistere bilrejsende VM-tilskuere. SOS International forventer dog ikke en stor stigning i antallet af vejhjælpsassistancer i Rusland. Blandt andet er afstandene mellem de stadions, hvor slutspillet foregår, store. Som et eksempel spiller Sverige 1. kamp i Nizhny Novgorod (2641 km fra Puttgarden, Tyskland), 2. kamp i Sochi (+1855 km) og 3. kamp i Ekatarinburg (+2785 km).

Vi anbefaler, at man så vidt muligt kontakter SOS International, hvis man får brug vejhjælp i Rusland, hvorefter vi aktiverer vores partnere i Rusland. Det sikrer et smidigere assistanceforløb og dermed en bedre kundeoplevelse.

Læs også

SOS Insights: Kør selv-ferie og assistance i udlandet

Hvis du tager bilen til VM i Rusland, skal du være opmærksom på følgende:

  • Infrastruktur i visse områder af Rusland er af lavere standard end vi er vant til fra de nordiske lande. Det betyder blandt andet, at veje og andre trafikforhold kan være dårlige, især uden for de større byer.
  • Husk at medbringe et international kørekort på turen til Rusland sammen med dit eget kørekort. Husk desuden at have alle andre relevante papirer på dig, fx pas, bilens registreringspapirer og andre officielle papirer, som du modtager, når du kører ind i Rusland.
  • Brug Yandex, Google eller 2 GIS som navigationskort på turen gennem Rusland. Her får du også trafikinformationer om kø, vejarbejde, placering af tankstationer osv.
  • Vær opmærksom på at nogle veje er betalingsveje. Betalingsveje er markeret med et P på for eksempel Google eller Yandex’ kort.

 

  • Hold generelt øje med, hvor hurtigt du må køre. På motorvejene er fartgrænsen 110 km, mens der ikke er nogen begrænsning på betalingsvejene.
  • Trafikken afhænger af dag på ugen, tidspunkt, vejret osv. Vi anbefaler, at du holder dig orienteret via trafikinformationstjenesterne. I de større byer kan du for eksempel forvente tung trafik og kø mellem kl. 07-11 og igen mellem kl. 15-20.
  • I Moskva er det nemmest at komme rundt med metro. Vær opmærksom på, at der i Moskvas centrum er betalingsparkering. Se efter de grønne standere for anvisninger omkring, hvordan du betaler. Ofte er det muligt at efterlade bilen ved hotellet ifølge aftale med hotellet. Du kan også se dig om efter betalings p-huse eller parkeringspladser ved shoppingcentre, hvor der kan være kortere tids fri parkering. Undgå så vidt muligt at parkere i nærheden af stadium, da der her vil være mange mennesker og trafik.

Sikkerhedsrådgivning

Terrorisme
Der er en generel risiko for terrorangreb i Rusland. Risikoen for terror vil være forhøjet i forbindelse med VM i fodbold. Dog er politiet synligt mange steder, og sikkerheden vil være yderligere skærpet før og under VM.

Kriminalitet
Generelt er risikoen for kriminalitet lav, men berigelseskriminalitet såsom tasketyveri er høj i visse dele og særligt høj i større byer som f.eks. Moskva og Skt. Petersborg samt offentlige transportmidler og større forsamlinger. Undgå at bære dyre smykker eller mange penge på dig, da det gør dig til et attraktivt mål for kriminalitet. Vær også opmærksom på ”falske betjente” – bøder skal aldrig betales på gaden.  

Registrer din rejse i udlandet

De nordiske landes udenrigsministerium tilbyder en registreringsservice, der gør det muligt for ministerierne at komme i kontakt med de nordiske borgere i tilfælde af en hændelse eller en nødsituation i udlandet. 

For mere information og registrering, følg nedenstående link.

Det danske udenrigsministerium: Gå til ”Danskerlisten” og udfyld formularen.

Læs i øvrigt Udenrigsministeriets rejsevejledning for Rusland her.

Download Udenrigsministeriets Rejseklar app her

 

Øvrige gode råd under dit ophold

  • På barer og natklubber bør du holde øje med dine drikkevarer, så du ikke risikerer, at de bliver tilsat bedøvende stoffer.

  • Du bør kende til de risici der er forbundet med gratis wifi på hoteller mv.

  • Overhold og respektér lokale love og sædvaner.

  • Du bør kun veksle kontanter i banker, hoteller eller i vekselbureauer.

  • Sørg for at der er strøm på din mobiltelefon, og at du har gemt lokale nødnumre og dit lands underrigsministeriums 24/7 nødnummer.

Det anbefales, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyheder og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Lægehjælp

Bredt netværk af klinikker og hospitaler
Offentlige hospitaler og lægehjælp i Rusland kan være af svingende standard især uden for de større byer. Flere af de offentlige hospitaler i Moskva og St Petersburg er dog af rigtig god standard, ligesom de større byer har fået en opgradering i perioden op til VM. Desuden findes der også gode privathospitaler i de større byer. Flere hospitaler nær de store stadions har reserveret sengepladser til VM publikummer og deltagere og der er hyret ekstra engelsktalende ressourcer ind under begivenheden.

SOS International samarbejder med en lokal partner i Rusland og har et bredt netværk af klinikker og hospitaler, som vi kan henvise til.

 

Dedikeret team på alarmcentralen
Forud for VM i fodbold har SOS Internationals netværksafdeling været i Rusland for, i samarbejde med vores lokale assistancepartner, at forberede til den eventuelle volumen, der måtte opstå i forbindelse med afviklingen af VM.

På alarmcentralen i København er der oprettet et dedikeret team med russisktalende assistancekoordinatorer, der sidder klar til at hjælpe nordiske rejsende, der måtte få brug for hjælp under VM.

Kontakt SOS International

 Hvis du har behov for lægehjælp under VM, så husk altid at kontakte SOS International.

Vi vil være i stand til at henvise dig til de bedste behandlingsfaciliteter og sørge for, at du modtager den rette behandling

+4570105050

Lokale nødopkaldsnumre
Lokale nødnumre: (all services) 112.

Dit browsersprog adskiller sig fra det valgte sprog på hjemmesiden - venligst vælg dit foretrukne sprog herunder.