Kulden og avanceret teknologi udfordrer bilbatteriet

Pressemeddelelse.

Kombinationen af nattefrosten, der hersker i disse dage, og avanceret elektronisk udstyr udfordrer bilbatteriet. SOS Dansk Autohjælp mærker tendensen og råder til at ringe efter professionel assistance, hvis man står med en bil, der ikke vil starte.

- Når kulden sætter ind, får vi travlt på vejene. Det hænger sammen med, at batteriets kapacitet daler betydeligt i takt med, at temperaturen også daler, fortæller Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

Bilens elektroniske udstyr er med til at tære på batteriet, og derfor råder vejhjælpen til, at man tænker over, hvordan man bruger bilen, når det er koldt.

- Det er godt og rart at have elruder, sædevarme og så videre, når man skal ud at køre i kulden. Men det er en god idé at tænke over, hvordan udstyret bruger af bilens batteri. Særligt på de korte ture kan det dræne batteriet. Den tekniske forklaring er, at bilens generator i sådanne tilfælde kun lige akkurat får produceret nok strøm til elforbruget, men ikke noget til opladning af batteriet, fortæller Bo Olesen, der er teknisk seniorspecialist hos SOS Dansk Autohjælp.

Han råder derfor til, at man nogle gange kører en lidt længere tur, så batteriet kan lade op, samt at slukke for det elektroniske udstyr, når der ikke længere er brug for det.

Intelligens og sikkerhed kræver strøm
Flade batterier skyldes ikke kun det kolde vejr, men også at bilerne bliver stadig mere avancerede. Alt det, som er med til at gøre vores biler til intelligente, sikre og komfortable partnere på vejen, giver også et større forbrug af strøm fra batteriet.

- Tidligere kunne et bilbatteri holde i 6-8 år, men i dag er der en tendens til, at det er slidt op efter 4 år. At el-udstyr fylder mere og mere gør, at bilen bruger batteriet på en anden måde. For eksempel kræver biler med start/stop-funktion en anden type batteri, forklarer Bo Olesen.

Pas på med at gøre det selv
Den stadig mere avancerede teknologi i nyere biler gør det sværere selv at yde starthjælp. Bo Olesen forklarer hvorfor:

- På nyere biler er det ikke blot et spørgsmål om at placere to startkabler på batteriet. For eksempel skal startkablerne placeres i den rigtige rækkefølge for ikke at skade de elektroniske systemer. Man bør derfor altid se efter i bilens instruktionsbog for at finde det korrekte stelpunkt til starthjælp. Hvis det ikke gøres korrekt, kan det nemlig gå ud over bilens elektronik.

Rådet fra vejhjælpen er klart: Skulle uheldet være ude, og står man med en bil, som ikke vil starte, så kig i instruktionsbogen. Er man stadig i tvivl, bør man ringe efter professionel assistance.

Kontaktinformation

Anette Bjørn Juncher, Vagtcentralchef, SOS Dansk Autohjælp, Tlf: 5118 6085

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!