Regnvådt efterår giver bilister problemer

Pressemeddelelse

Regn, regn og atter regn. September og oktober har været usædvanligt regnvåde i år. Det kan mærkes hos SOS Dansk Autohjælp, der har travlt med at hjælpe bilister, der enten kører fast i den bløde jord eller punkterer.

Efteråret er højsæson for punkteringer, fordi regnen skyller grus og småsten ud på vejene, hvor de punkterer bilernes dæk. Men i år er efteråret så sjaskvådt, at der ifølge DMI er faldet, hvad der svarer til tre måneders solid efterårsregn på blot to måneder.

Det betyder, at der udover punkteringer også er mange assistancer til uheldige bilister, der skal trækkes fri af mudder.

- Vi har rigtig mange assistancer til punkteringer og biler, der er kørt fast i mudderet. Faktisk er regnen årsag til en del assistancer lige nu, siger Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

Pas på grusveje og skovstier
Det problem vækker genklang hos vagtchef Sven Riggelsen, SOS Dansk Autohjælp på Fyn:

- Vi er ude og trække rigtig mange biler fri af mudderet i øjeblikket. Lige så snart bilisterne kører uden for de asfalterede veje, er der risiko for at køre fast. Det er nærmest bundløst vådt, siger Sven Riggelsen, der fortæller, at det er de helt store biler, vejhjælpen rykker ud med:

- Vi skal ud med det tunge artilleri, når vi skal trække biler fri. Det er vores store lastbiler med sumpdæk og jordspader, der kommer i brug, fortæller Sven Riggelsen.

Det er blandt andet jægere på skovstier, landmænd og fritidsfiskere, der kører fast - også selv mange har store firehjulstrukne køretøjer, der normalt er terrængående.

Men andre bilister har også problemer med bløde rabatter og grusveje. Derfor råder SOS Dansk Autohjælp til, at man så vidt muligt kører på asfalterede veje og skærper opmærksomheden, hvis man skal køre på mindre veje uden asfalt.

Kontaktoplysninger:
Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef SOS Dansk Autohjælp: 5118 6085

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!