SOS International flytter ind på Olof Palmes Allé

Pressemeddelelse 

Der er mos på væggene, linoleum på bordene og mening med galskaben, når omkring 300 medarbejdere fra SOS International i dag flytter ind i nyindrettede lokaler på Olof Palmes Allé.

Der er ikke blot tale om en flytning fra utidssvarende lokaler til moderne kontorfaciliteter. Det er samtidig et forsøg på at tage hul på udfordringen om, hvordan man indretter fremtidens arbejdsplads.

- Det er vigtigt for os, at vi fortsat er til stede i Aarhus. Og med vores nye Aarhus-kontor tager vi nu hul på udfordringen med at skabe fremtidens arbejdsplads i SOS International. Vi tror på, at indretningen af vores arbejdsplads både kan være med til at sikre trivsel, økonomiske resultater og at fastholde og tiltrække dygtige kolleger, siger Niels Krag Printz, administrerende direktør i SOS International.

Før malere, elektrikere og andet godtfolk gik i gang med at forvandle lokalerne, er der derfor tænkt tanker om, hvordan indretningen kan afspejle og understøtte den måde, der arbejdes – og samarbejdes – på i SOS International.

- Vi har lagt et stort forarbejde i at kortlægge vores arbejdsgange. Resultatet har vi brugt til i samarbejde med en indretningsarkitekt at finde den bedste placering af medarbejderne i forhold til sags-flow og optimalt samarbejde, forklarer Stine Ladegaard Jensen, projektleder på flytningen fra Torsøvej til Olof Palmes Allé.

Ingen lugt af maling
Typiske gener ved storrumskontorer er støj og dårligt indeklima. De udfordringer har projektgruppen fundet løsninger på med eksempelvis mosplader på vægge, linoleum på borde, store grønne planter samt et betydeligt antal mødelokaler og samtalerum.

- Mos har en positiv effekt i forhold til akustik, så udover at være godt for indeklimaet, fordi det ved høj luftfugtighed suger fugt og ved lav luftfugtighed afgiver overskydende fugt, så er det en reel støj-absorbent. Samtidig giver det et karakteristisk udtryk i lokalerne, hvor vi grafisk har arbejdet med formen fra vores logo, som nu går igen i mosudskæringerne, folien på glasvæggene, udskæringer i akustikfelter og lignende siger Stine Ladegaard Jensen.

Helt usædvanligt kan medarbejderne flytte ind på deres nye arbejdsplads uden at være generet af lugten af maling. Der er nemlig brugt MI-fri maling, der både er fri for lugtgener og det allergifremkaldende konserveringsstof MI.

Selv om SOS International er stolt af det nye Aarhus-kontor, er de moderne omgivelser ikke det eneste tiltag, assistanceorganisationen bruger for at fastholde og tiltrække talentfulde medarbejdere. SOS International er en del af Destination Aarhus, hvor større IT-organisationer i og omkring Aarhus samarbejder om at tiltrække og fastholde medarbejdere.  

Læs mere: Flyttedag for SOS International i Aarhus

Kontaktinformation 
Presserådgiver Nina Juhl Østergaard: 4049 8870. nina.juhl@sos.eu

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!