Storbyferie: Sådan undgår du farlige situationer ved store demonstrationer

Pressemeddelelse

Det er forår, og sæsonen for helligdage, miniferier og storbyrejser er skudt i gang. Men flere af de klassiske storbydestinationer byder i år på politisk uro og demonstrationer med risiko for følgende tumult.

De fleste storbyturister har styr på de lokale vejrudsigter, ved hvilke museumsudstillinger, der har fået gode anmeldelser og har undersøgt, hvilke restauranter, der er et besøg værd. Men det er nok de færreste, der overvejer at tjekke op på, hvordan den politiske situation påvirker sikkerheden i det land, de rejser til.

Læs også: Insights: Forår er lig med storbyrejser

Der behøver hverken være tale om borgerkrigslignende tilstande eller konkrete terrortrusler, før det er værd at tage nogle forbehold omkring, hvordan man gebærder sig. En demonstration i en storby, hvor der samles adskillige tusinde mennesker kan potentielt være skræmmende nok. Særligt når demonstrationerne – som vi har set det i Frankrig det seneste halve år – udvikler sig til optøjer, vandalisme og kampe mod politiet.

Assistanceorganisationen SOS International har taget temperaturen på, hvordan politiske spændinger påvirker sikkerheden for rejsende i de klassiske storbyrejsemål Paris, Barcelona og London.

De Gule Veste i Paris
I Paris har de såkaldte Gule Veste hver lørdag siden november holdt demonstrationer for at udtrykke deres utilfredshed med det politiske system. I januar 2019 så det ud til, at de ugentlige demonstrationer var på retræte, men i løbet af marts er de blusset op igen med vold og ødelæggelser til følge. I alt urolighederne siden november forårsaget 11 dødsfald, mere end 3.800 sårede og ødelæggelser for over 200 millioner euro.

- Så længe man holder sig væk fra demonstrationerne er Paris generelt en sikker by at færdes i. Men det er meget voldsomme demonstrationer, vi har set i Paris det seneste halve år, og det skal man ikke negligere, siger Karin Tranberg, divisionsdirektør i SOS International.

Hun opfordrer rejsende til at holde afstand til demonstrationerne:

- Man kan hurtigt blive forvekslet med en demonstrant og komme i karambolage med politiet. Og rent praktisk risikerer man, at forsikringen ikke vil betale en krone, hvis man er gået imod myndighedernes anbefalinger. Det kan tolkes som accept af risiko og være afvisningsgrund, fortæller Karin Tranberg.

De franske myndigheder har ved lov forbudt demonstrationer i visse områder af Paris, som eksempelvis Champs-Elysees, der traditionelt er et meget søgt turistmål.

Læs også: Gode råd til storbyferien

London og Barcelona

Ingen andre af de europæiske storbyklassikere har fænomener som De Gule Veste i Paris. Men I London og Barcelona er der alligevel grund til at være opmærksom på store menneskemængder og demonstrationer.

Efter to års forberedelser til at en skilsmisse fra EU, kunne borgerne i Storbritannien se datoen for deadline blive overskredet uden en løsning 29. marts. Borgere i London har været på gaden til store marcher og demonstrationer flere gange. I slutningen af marts samlede bevægelsen Peoples Vote UK ifølge britiske medier op mod en million mennesker til en demonstration, der gik gennem det centrale London. Og senest har der været store klimademonstrationer i London i påsken.

Også Barcelona er en by, der generelt betragtes som en sikker by at færdes i. Dog skal man være opmærksom på, at Barcelona er ”hovedstaden” i Catalonien, der gennem de senere år har været stærkt splittet i spørgsmålet om løsrivelse fra Spanien. Den spanske premierminister har udskrevet valg til afholdelse 28. april, og sideløbende kører en retssag mod 12 catalanske separatister. Retssagen fik i februar over 200.000 demonstranter på gaden i Barcelona.

Tidligere demonstrationer i Barcelona har udviklet sig til uroligheder og voldsomme kampe med politiet – særligt når det betændte spørgsmål om løsrivelse fra Spanien er emnet for demonstrationerne.

Gode råd til rejsende om demonstrationer:

SOS International og samarbejdspartneren, Guardian Security Risk Management, har følgende anbefalinger til rejsende i storbyer i forbindelse med demonstrationer:

  • Det er altid vigtigt, at man holder sig opdateret på politiske spændinger i det land, man besøger. Her er Udenrigsministeriets rejsevejledninger et rigtig godt sted at starte.
  • Generelt skal man holde sig på afstand af demonstrationer.
  • Hvis man skulle ende med at være i en demonstration, bør man bevæge sig væk fra centrum, ud mod siderne, og derefter væk fra forreste del af demonstrationen (f.eks. hvor politiets linje er).
  • Generelt skal man forsøge at komme helt væk fra området i stedet for at gå ind i butikker langs gaden, da man risikerer at blive fanget derinde.
  • Dog bør man søge indenfor, hvis der er en umiddelbar trussel udenfor (f.eks. ved skarpe skud, stenkast, tåregas, voldsomme sammenstød eller lignende).

 

Vær særligt opmærksom på 1. maj i Paris. Traditionelt er Arbejdernes Internationale Kampdag i Frankrig en dag, hvor der kan opstå uroligheder.

Udenrigsministeriets rejsevejledning:

Frankrig:
Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer. De kan opstå med kort varsel og udvikle sig voldeligt. Det gælder især i de store byer.

Siden november 2018 har de såkaldte ”Gule Veste” demonstreret ugentligt – typisk om lørdagen. I mange tilfælde har demonstrationerne udviklet sig voldeligt med sammenstød mellem demonstranter og politi.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle situation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne (f.eks. RFI eller France24) og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Spanien:
Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer. De kan opstå med kort varsel og udvikle sig voldeligt. Det gælder især i de store byer, f.eks. i Barcelona og andre steder i Catalonien. 

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle situation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!