Turister strander på Fyns strande

Pressemeddelelse

Når solen kigger frem, er det oplagt at tage en tur på stranden. I den forbindelse bliver mange fristet til at tage bilen helt ned til vandkanten. SOS Dansk Autohjælp kommer hver sommer strandede bilister til undsætning.

Hos SOS Dansk Autohjælp mærker man tendensen hvert år: Når sommeren kommer, tager den danske såvel som udenlandske turister med sig, og mange tager bilen med ned på de flade, brede strande. Tager man sig ikke sine forholdsregler, kan det dog gå hen og blive en risikabel manøvre.

- I ferieugerne har vi altid en del flere assistancer ude i sommerhusområderne, men vi har også en del flere assistancer på strandende, hvor uheldige bilister er kørt fast i sandet, fortæller Sven Riggelsen, der er vagtchef hos SOS Dansk Autohjælp i Odense.

Det er særligt langs kysten på Nordfyn og på Langeland, at autoredderne må trække biler fri.

Bliver snydt af det løse sand
De fleste fastkørsler sker, når bilister bevæger sig forbi de afmærkede områder eller ikke er opmærksomme på tidevandet. Uheldene rammer derfor typisk bilister, som ikke er lokalkendte.

- Man skal altid være påpasselig, hvis man vælger at køre ned på stranden i en personbil på sommerdæk. Almindelige dæk tager nemlig ikke særlig godt fat i løst underlag. Sandet på de fynske strande er løsere end på de vestjyske strande, som er kendte for kunne tilgås med bil. Nogle bliver overraskede over, at de selv med en firhjulstrækker ender med at køre fast, siger Sven Riggelsen og tilføjer:

- I nogle tilfælde kan vi heller ikke køre ud på strandende med vores almindelige redningslastbiler. Så må vi tage vores specialkøretøjer i brug, som fx vores firhjulstrækkere, som vi normalt bruger om vinteren.

Hold bilen under opsyn
Et råd fra vejhjælpen lyder, at man bør holde sin bil under opsyn, hvis man vælger at parkere på stranden for at få sig en dukkert eller holde picnic.

- Vi oplever, at folk parkerer bilen et tilsyneladende forsvarligt sted på stranden for at gå sig en tur. Men når de så kommer tilbage 20 minutter senere, er tidevandet nået op omkring bilens dæk, og så er den ikke til at få fri. Derfor råder vi til, at man tjekker tidevandsforholdene og desuden holder sin bil under opsyn, hvis man vælger at parkere den på stranden.

Strandtur kan skade bilen
Selv en kort køretur på stranden kan ende med at blive en kostelig affære. Sand og saltvand er nemlig ikke godt for bilen.

- Sandkorn kommer ind over alt, og hvis bilen har stået delvist under vand, kan den få rust og vandskader, fortæller Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

Hvis uheldet er ude, og man skal trækkes fri, bør man ringe efter professionel hjælp, så man ikke risikerer at skade sin bil.

- Skal en bil trækkes fri, skal det gøres kontrolleret. Hvis fritrækningen sker med tov, for eksempel af en hjælpsom forbipasserende, er der risiko for, at man rykker for voldsomt, og bilen tager skade af trækket. Det kan både gå ud over lakken, styretøjet eller kofangeren, advarer Anette Bjørn Juncker og henviser til, at forsikringen sjældent dækker sådanne skader.

Efterlad ikke hunden
En sidste opfordring fra Sven Riggelsen lyder, at man bør undgå at efterlade sin hund i bilen. Selvom det er overskyet, når man forlader bilen, og man sørger for at rulle vinduet en smule ned, kan det pludseligt blive meget varmt i bilen.

- Hvis vejret skifter, og solens stråler skinner direkte på bilen, kan der hurtigt blive 50 grader i kabinen. Det er lidt ligesom et drivhus. Vi oplever desværre hver sommer at blive tilkaldt for at redde meget varme hunde ud i den friske luft, afslutter han.

Kontaktinformation
Anette Bjørn Juncher, Vagtcentralchef, SOS Dansk Autohjælp, Tlf: 5118 6085

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!