SOS International afskediger 65 medarbejdere

Pressemeddelelse

SOS International har fredag måttet sige farvel til 65 medarbejdere på kontoret i København. Derudover sendes 200 medarbejdere midlertidigt hjem. Det sker på baggrund af Corona-krisen, som allerede nu har stor effekt på antallet af sager specielt inden for rejseassistance.

I midten af marts, efter den danske regerings udmelding om øgede rejserestriktioner og lukkede grænser, oplevede SOS Internationals alarmcentral på rejseassistance en drastisk stigning i antallet af henvendelser på 350 procent henover weekenden den 13. - 15. marts. Siden er sagsmængden faldet markant, og alarmcentralen, der hjælper nordiske rejsende i udlandet døgnet rundt, mærker nu konsekvenserne af indstillet rejseaktivitet.

- Vi står i en helt ekstraordinær situation lige nu. En situation, der påvirker mange virksomheder i Danmark, herunder også SOS International og i særdeleshed vores Travelcare forretning. Vores sagsvolumen falder markant, så det er nødvendigt, at vi handler nu og ikke venter, siger Niels Krag Printz, CEO, SOS International.

Rejserestriktionerne har medført en akut drastisk nedgang i antallet af sager inden for rejseassistance. Derudover forventes det, at krisen vil påvirke på længere sigt i form af delvis recession, reduceret kapacitet i rejse- og flybranchen og en naturlig tøven over for at rejse. Derfor måtte SOS International fredag sige farvel til 65 medarbejdere.

Udover afskedigelserne inden for Travelcare vil i alt omkring 200 yderlige medarbejdere i Danmark være omfattet af midlertidige hjemsendelser. Nogle af disse hjemsendelser har allerede fundet sted, og der vil ske yderligere hjemsendelser i den kommende uge. Der er også planlagt hjemsendelser i SOS Internationals norske selskab.

- Vi har fokus på, at vi på trods af afskedigelser og hjemsendelser skal være bemandet med de rigtige kompetencer, så vi fortsat kan yde den bedst mulige service til vores kunder og opretholde vores vanlige høje kvalitet i en tid, hvor der kan være ekstra hårdt brug for os, siger Niels Krag Printz.

Kontaktoplysninger:
Presserådgiver Nina Juhl Østergaard
nina.juhl@sos.eu +45 2974 6122

 

 

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!