Ny uddannelse i autohjælp styrker faget

Allerede efter sommerferien kan de første elever begynde på en ny erhvervsuddannelse og blive faglærte i autohjælp.

Autohjælpsfaget får et løft, og branchen påtager sig et medansvar for at uddanne fremtidens arbejdskraft. Allerede efter sommerferien kan de første elever begynde på en ny erhvervsuddannelse og blive faglærte i autohjælp.

- Vi sætter en ære i at levere høj kvalitet i vores ydelser, og vi glæder os til at tage imod de første lærlinge og på den måde være med til at sikre et højt fagligt niveau i vores branche, siger Jeppe Damgaard, der er teknisk chef i SOS Dansk Autohjælp.

SOS Dansk Autohjælp har været med i den arbejdsgruppe, der har udviklet uddannelsen - og har derfor været med til at præge indholdet.

- Vores branche har rigtig meget at byde på, hvis man har interesse for biler og teknik. Som autoredder har man frihed under ansvar, gode kolleger og arbejdsdage med varierende opgaver, siger Reno Nebelong-Ibsen, der er driftschef på Sjælland for SOS Dansk Autohjælp og som har været med i arbejdsgruppen under transporterhvervets uddannelser (TUR).

Eleverne skal blandt andet gennemføre fag som: Vejen som arbejdsplads, konflikthåndtering, sikkerhedshåndtering af eldrevne køretøjer, blokvognskørsel og bjærgning. Eleverne får som en del af uddannelsen alle relevante kørekort og EU-kvalifikationer.

Erhvervsuddannelsen i autohjælp er blevet godkendt af Undervisningsministeriet og Rybners i Esbjerg er udpeget som uddannelsessted.

 

 

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!