Det blå EU-sygesikringskort

Det blå EU-sygesikringskort giver adgang til sygesikring på rejser i EU-, EØS-lande og Schweiz. Derfor er det vigtigt, at du anskaffer dig det blå EU-sygesikringskort, inden du tager afsted.
Det blå kort sidestiller dig med borgere i det pågældende EU/EØS-land og gælder kun for behandling på offentlige hospitaler og lægeklinikker. Vær opmærksom på at mange rejseforsikringer stiller som betingelse, at du medbringer og foreviser kortet ved enhver behandling.
I mange lande er en egenbetaling afhængig af behandlingen. Egenbetalingen varierer meget fra land til land og kan ikke refunderes på det blå kort. Her skal du have en gældende rejseforsikring for at få dækket evt. udlæg for egenbetaling.
På rejser til Storbritannien i forbindelse med Brexit
Det har ikke betydning for din sygesikring, at Storbritannien har forladt EU. Storbritannien og EU har lavet en aftale, som fortsat sikrer dig ret til sygesikring, selvom det britiske medlemskab er ophørt.
Endvidere skal du være opmærksom på, at det blå kort bl.a. ikke dækker;
- Hjemtransport til Danmark
- Adgang til døgnbemandet (dansktalende) alarmcentral
Her kræves fortsat en gældende rejseforsikring, hvis du skal have adgang til ovenstående ydelser.
Bestil det blå kort: www.borger.dk
Færøerne og Grønland
Rejser til Færøerne og Grønland
Den offentlige rejsesygesikring (det gule sundhedskort) dækker på Færøerne og i Grønland.
Ved tilskadekomst skal man ringe til SOS Internationals alarmcentral på telefon 7010 5050.
I Grønland og på Færøerne dækker det gule sundhedskort udgifter i forbindelse med læge- og hospitalsbehandling ved sygdom eller tilskadekomst, der er opstået inden for den første måned af en privat rejse.
Det gule sundhedskort dækker udgifter under ferieophold:
- Udgifter i forbindelse med akut opstået sygdom, ulykkestilfælde og dødsfald, som ikke dækkes af sundhedsvæsnet på Grønland og Færøerne.
- Refusion af udgifter til lægehjælp, lægeordineret medicin og medicinsk udstyr/hjælpemidler, som ikke dækkes af sundhedsvæsnet på Grønland og Færøerne.
- Under visse omstændigheder ydes der hjælp til transport.
Klagevejledning
SOS International administrerer den offentlige rejsesygesikring på vegne af Danske Regioner, ved skader sket på rejse til Færøerne og Grønland. Hvis du er uenig i en afgørelse, kan du inden for seks måneder sende en skriftlig klage.
Er du uenig i en afgørelse foretaget af SOS International, kan du sende en skriftlig klage til sekretariatet for Regionernes Lønnings- og Takstnævn. Klagen skal være udvalget i hænde senest seks måneder efter, at du har modtaget afgørelsen. Du skal så vidt muligt vedlægge relevante oplysninger og dokumentation for din klage, samt dit skadenummer hos SOS International.
Klagen sendes til:
Regionernes Lønnings- og Takstnævn
c/o Danske Regioner
Dampfærgevej 22
Postboks 2593
2100 København Ø
Har du spørgsmål om reglerne for den offentlige rejsesygesikring, kan du læse mere på www.regioner.dk eller kontakte Danske Regioner på telefon 35 29 81 00.
