Sådan afslører SOS International forsikringssvindel
For nyligt bragte svenske medier historien om en kvinde, der havde svindlet med forsikringen i forbindelse med et hospitalsophold i udlandet. Afsløringen resulterede i, at kvinden fik en betinget dom. Men hvordan foregår arbejdet med at afsløre forsikringssvindel? Det har vi spurgt Karina Nordmann Østrup om, der til dagligt arbejder med udredningen af den slags sager hos SOS International.
Overdrivelser og falske oplysninger om hospitalsophold er nogle af de ting, de oplever i udredningsafdelingen hos SOS International. Ved hjælp af et globalt netværk og stor erfaring hjælper de forsikringsselskaber med at opklare formodede svindelsager i udlandet. Afdelingen arbejder hovedsageligt med medicinske sager, men kan også assistere ved andre sager som for eksempel kontrol af kvitteringer fra lokale butikker og politirapporter.
Når der er mistanke om svindel
Der kan være mange grunde til, at et forsikringsselskab finder en sag mistænkelig, og jo flere års erfaring fra branchen, jo bedre er man til at genkende tegnene på mulig svindel.
- Når vi bliver kontaktet af et forsikringsselskab, er det fordi de har en mistanke. Nogle gange har de mange beviser, mens der i andre tilfælde er tale om en fornemmelse af, at noget ikke er, som det skal være, fortæller Karina Nordmann Østrup, der er udredningskoordinator hos SOS International og fortsætter:
- Et eksempel, vi ofte oplever, er sager, der anmeldes som behandling af en akut skade, men hvor forsikringsselskabet har en mistanke om, at der i virkeligheden er tale om en kosmetisk operation, som kunden forsøger at få forsikringen til at betale for.
Når SOS International modtager indsigelsen fra forsikringsselskabet, kan det både være i form af en kort opsummering af mistanken eller en større redegørelse af forløbet. Derefter overdrager selskabet sagen til SOS International, som tager udredningen videre.
Udredningen går i gang
Når det kommer til udredning af svindelsager, er der ikke en ”one size fits all”-løsning. Alle sager er forskellige og kræver derfor sin egen tilgang.
- I eksemplet med de kosmetiske operationer kan udredningen blandt andet involvere, at vores læger i huset tager en vurdering af, om den pågældende operation er en realistisk behandling af den anmeldte skade. Eller om lægen, der er listet som behandler, arbejder på en klinik, der kun udfører kosmetiske operationer, forklarer Karina Nordmann Østrup.
Derudover, forklarer Karina Nordmann Østrup, at de undersøger kundedokumenternes validitet. Stemmer logoer og skrifttyper overens med andre dokumenter fra samme institution? Og ligeledes har de en prisoversigt for behandlinger i forskellige lande, der kan hjælpe med at afgøre, om den oplyste pris er realistisk.
Samarbejde sætter fart under processen
- Vi kan ikke udrede en sag alene. Vi har et stort netværk af samarbejdspartnere verden over, der blandt andet kan hjælpe med at indhente oplysninger fra det lokale sundhedsvæsen eller politi. De oplysninger kan vi så sammenholde med de oplysninger, kunden har oplyst til forsikringsselskabet for at afgøre, om der er tale om svindel eller ej, siger Karina Nordmann Østrup.
Når SOS International har færdiggjort udredningen, sender de en objektiv rapport til forsikringsselskabet, der han anmeldt sagen. Derefter er det op til det enkelte selskab at afgøre, om dækningen skal udbetales, afvises eller om der er tale om en kriminel handling, som skal politianmeldes.
- I eksemplet med de kosmetiske operationer kan udredningen blandt andet involvere, at vores læger i huset tager en vurdering af, om den pågældende operation er en realistisk behandling af den anmeldte skade. Eller om lægen, der er listet som behandler, arbejder på en klinik, der kun udfører kosmetiske operationer
Kontakt os
Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?
Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.