Klar til vinterens kør selv-ferie

Hvad enten turen går mod Alperne i Syd eller fjeldene mod Nord, er det en klog investering at forberede bilen, hvis man vælger bilen frem for fly i vinterferien.

Mange danske familier benytter skolernes vinterferie i uge 7 og 8 til at tage på skiferie, og det er populært at vælge bilen frem for fly, når ski og udstyr skal med. Men en lang køretur i vintervejr medfører risiko for uheld og nedbrud på vejen.

SOS International har mange års erfaring med at hjælpe danskere, der får nedbrud på bilen i udlandet, via Rødt Kort-ordningen. Sidste år fik cirka 1.500 danskere brug for vejhjælp i ugerne omkring vinterferien.

Sådan undgår du en frossen bil
I januar har de nordiske lande ad flere omgange været udsat for særdeles hård frost, og SOS International har oplevet en stigning i Rødt Kort assistancer i de nordiske lande, hvor den primære årsag har været frosne biler.

Man kan selv gøre meget for at forebygge en frossen bil. Det allerbedste er at parkere bilen i opvarmet garage. Hvis det ikke er muligt, kan man i stedet give bilen daglige køreture:

- Vi opfordrer til, at man kører i bilen en halv times tid hver dag. Vi ser mange tilfælde, hvor man er kørt til destinationen og først starter bilen igen, når man skal hjem. I hård frost kan det betyde en frossen bil med døde batterier, som skal bruge noget tid på at tø op og blive køreklar igen, siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef for Rødt Kort-ordningen.

En daglig køretur på 30 minutter kan forebygge en frossen bil, der ikke vil starte, når man skal hjem fra ferien.
- Anette Bjørn Juncher

Sverige og Norge er populære mål for kør selv-vinterferien. SOS International gør i den forbindelse opmærksom på, at det i de nordiske lande er svært at leje erstatningsbiler, som skal over grænsen. Det kan betyde, at en eventuel hjemtransport bliver helt eller delvist med anden transport end en lejebil.

En tur på værksted før afrejse kan redde ferien
Hvis man vil undgå at spilde dyrebare feriedage på en bil, der skal på værksted i udlandet, har SOS International først og fremmest ét råd: Giv bilen et eftersyn på værkstedet inden afrejse.

- En lang køretur med fuld oppakning er en belastning for bilen, og det kan medføre nedbrud. Vores bedste råd til at forebygge det er en tur forbi værkstedet inden afgang, siger Anette Bjørn Juncher.

Gode råd før afgang:
  • Få et værksted til at give bilen et eftersyn
  • Undersøg lokale lovkrav til sikkerhedsudstyr (snekæder, trafikveste mm.)
  • Afprøv snekæder hjemmefra, så du ved, hvordan de monteres
  • Tjek dækmønsteret – det bør være 3-4 millimeter
På destinationen:
  • Tank diesel lokalt. I udlandet er der ofte tilsat additiver, som forhindrer brændstoffet i at fryse
  • Parkér i opvarmet garage – så undgår du en frossen bil, der ikke kan starte
  • Hvis bilen ikke står inde, anbefales det at køre daglige ture på minimum 30 minutter
  • Daglige køreture er i det hele taget den bedste forebyggelse af en bil, der ikke vil starte på afrejsedagen
Særligt for elbiler:
  • Indret ruten efter ladestationer (tjek diverse apps og hjemmesider med oversigt over ladestationernes placering)
  • Vær forberedt på, at strømforbruget kan være større end normalt på grund af opvarmning, køkørsel og lave temperaturer
Rødt Kort
  • Bilister med kaskoforsikring hos de forsikringsselskaber, der er med i Rødt Kort-ordningen, er dækket for vejhjælp i udlandet
  • Rødt Kort gælder i de 28 EU-lande og knap 30 lande uden for EU
  • Assistancen omfatter bl.a. vejhjælp på stedet, bugsering og hjælp til at komme videre eller hjem

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!