Vinterferie i Thailand? Pas på i trafikken
Thailand er en populær vinterdestination for nordiske rejsende, og højsæsonen begynder nu. SOS International minder om, at trafiksikkerheden er lav i Thailand.
Thailand er lig med smukke strande, venlige mennesker og lækker mad. Men Thailand er også kendt for kaotisk trafik og et meget lempeligt forhold til færdselsregler. Landet ligger nummer 9 på listen over verdens mest trafikfarlige lande ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO. Kun overgået af en række afrikanske lande, Venezuela og Saudi Arabien.
Hos SOS International, der hjælper nordiske rejsende, der bliver syge eller kommer til skade på rejsen, er Thailand også det sted, hvor der er flest sager med trafikuheld.
- Thailand er det sted, hvor vi har flest sager med trafikuheld. Heldigvis er de ikke alle lige alvorlige, men vi ser også meget alvorlige ulykker. Det er en god ide at være forberedt på, at trafikken er noget helt andet i Thailand, end vi kender det her i Norden, siger Karin Tranberg, divisionsdirektør for Travelcare hos SOS International.
De seneste tre år har SOS International håndteret 50 sager med trafikuheld, heraf var de 29 i Thailand. SOS International ser både ulykker med bus, minibus og motorcykler i Thailand.
Rejs – men vær forberedt
Står vinterferien på en rejse til Thailand opfordrer SOS International til, at man tager sine forholdsregler, så ferien ikke ender med en ulykke.
Både trafikkulturen, tilstanden på køretøjer, vejes udformning og lokale chaufførers arbejdsforhold spiller ind på trafikforholdene.
For eksempel er der venstrekørsel i Thailand, hvilket gør det ekstra farligt for danske turister, der selv lejer køretøjer og bevæger sig ud i trafikken.
Derudover er der grund til at være på vagt, hvis man skal rejse rundt i landet. Her anbefaler SOS International, at man så vidt muligt undgår minibusser og i stedet benytter mere autoriserede transportmuligheder.
Tre gode trafikråd til rejsende i Thailand
- Overvej, om der er et mere sikkert alternativ til det transportmiddel, du er ved at vælge. Vær særligt forsigtig med at benytte de såkaldte minibusser, der lokalt omtales som minivans, og benyt i stedet etablerede tog eller rutebusser.
- Brug din sunde fornuft og lyt til din mavefornemmelse. Ser køretøjet slidt ud, og virker chaufføren træt eller påvirket, så undgå at stige ombord. Hvis du allerede er passager, og du synes, at chaufføren kører for stærkt, så sig fra.
- Brug hjelm, når du kører på scooter eller motorcykel og spænd sikkerhedsselen, når du kører i taxa.
Udenrigsministeriets rejsevejledning til Thailand maner også til forsigtighed i trafikken og anbefaler, at man kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester.
SOS Internationals cheflæge har desuden en række gode råd til den lange flyrejse – find dem her
Andre gode råd før rejsen til Thailand:
- Husk at registrere dig på Danskerlisten, så du får beskeder fra Udenrigsministeriet, hvis der opstår alvorlige hændelser på din rejsedestination.
- Undgå nærkontakt med aber, hunde, katte og andre dyr, fx på dyremarkeder. Dyrene kan være bærere af rabies og andre infektioner.
- Benyt myggespray for at undgå Denguevirus og andre myggebårne sygdomme.
- Hyppig håndvask og håndsprit er dine venner, når det kommer til at forebygge ”turistmave”. Spis kun mad, der er veltilberedt og drik vand fra flaske.