1200 danskere kom i sidste skisæson til skade på pisterne – få gode råd til at mindske risiciene

Pressemeddelelse fra Børneulykkesfonden og SOS International

Sneklædte tinder, blå himmel og fart over feltet. Vinterferien står for døren, og mange børnefamilier drager afsted på den årlige skiferie. Bliv godt klædt på til en sikker skiferie med gode råd fra Børneulykkesfonden og SOS International.

Skiferie er en sjov og aktiv ferie for hele familien, men det er ikke uden fare for styrt og ulykker, når skiene klikkes på, og børn og voksne suser ned ad pisterne. Tal fra SOS International viser, at 1200 danskere kom til skade på skiferien i sidste sæson.

Børn under 15 år udgjorde 10 procent af alle skaderne, hvoraf skader på knæ og underben var den hyppigste skiskade hos børnene med 21 %, efterfulgt af brud på underben og ankel, der udgjorde 15 %, mens skader på håndled og hånd talte 7 % af de samlede skader.  

Danskerne besøger forskellige skidestinationer rundt i Europa, når skiglæden skal indfries. I skisæsonen sidste år kom flest børn under 15 år til skade i Østrig, Norge, Italien, Sverige og Frankrig.

Det rette sikkerhedsudstyr forebygger ulykker

Det rette udstyr kan forebygge mange skader, og derfor er det vigtigt at vælge skiudstyr, der passer, som det skal, og at det er fastspændt ordentligt.

”Skiferie er en dejlig ferieform for familien, men man skal være opmærksom på, at skiferie også indebærer en vis risiko. Hver tiende skiskade rammer et barn under 15 år. Forældre kan være med til at forebygge skader ved at investere i korrekt sikkerhedsudstyr, der passer til barnet”, siger Karin Tranberg, divisionsdirektør, SOS International. Hun opfordrer samtidig familier til at undersøge sine forsikringer inden afgang.

Skihjelme kan have afgørende betydning, hvis uheldet er ude.

”En skihjelm har afgørende betydning for, hvor alvorlig skaden bliver, hvis et barn er ude for en skiulykke. Hovedskader kan have langvarige følgevirkninger, og børn skal jo helst bruge hovedet mange år fremover. Derfor er det vigtigt at huske hjelmen, og det gælder både børn og voksne. Som forælder er du rollemodel for dit barn, og derfor skal du også selv huske hjelmen,” fortæller Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Forsikringer inden afrejse

Uden korrekt forsikring kan en skiferie blive en dyr fornøjelse. Først og fremmest er det vigtigt, at man ikke kan nøjes med at tage det blå sundhedskort med på skiferien. Det blå kort sikrer, at man har ret til behandling i EU på lige fod med andre EU-borgere. Men kortet giver ikke dækning for hjemtransport.

Husk derfor at have styr på rejseforsikring og ulykkesforsikring; undersøg, om de dækker skisport/vintersport og eventuel hjemtransport. Tjek, at du har en gyldig ansvarsforsikring, og så er en afbestillingsforsikring også en overvejelse værd – særligt i vinterperioden, hvor der er mere sygdom i omløb.

Husk pauser og god opførsel på pisten

Sikkerhed på ski handler ikke kun om det rette sikkerhedsudstyr. Det handler i høj grad også om den rette adfærd på pisterne – og om at huske pauserne. Inden familien begiver sig afsted på skiferie, er det derfor en god idé at tale med børnene om, hvordan man gebærder sig på pisten, og lærer dem om vigtigheden af at være opmærksom på sin egen og andres adfærd. Og derudover husker pauser på pisten, når I er afsted:

Seks gode råd til en sikker skiferie

  1. Tal med dit barn om, at man på pisten skal vise hensyn og være opmærksom på andre, der kommer kørende.
  2. Vælg udstyr i korrekt størrelse, og sørg for at bindinger på skiene er indstillet korrekt, og at støvlerne er korrekt fastspændt på ben og fødder.
  3. Invester i en skiskole til dit barn, da en skiskole forbedrer dit barns teknik og hjælper til at gøre dit barn mere sikker på ski. Jo bedre man er til at så på ski, jo lavere er risikoen for at man selv – eller andre – kommer til skade på pisten.
  4. Giv dit barn - og dig selv - en skihjelm på.
  5. Glem ikke at du som forælder er den bedste rollemodel. Husk derfor også din egen sikkerhed og udstyr.
  6. Hav styr på dine forsikringer inden afrejse.

Kontakt os

Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?

Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.

Jeg har et andet spørgsmål

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!