Flere danskere kørte til udlandet i elbil

Publiceret:9/10 - 2025
Publiceret:Nina
Læsetid3 min.
Andrew Roberts 2Jvejf0tf50 Unsplash

9/9/2025: Danskerne køber flere elbiler, og det kan mærkes hos SOS International, som denne sommer har set en stigning i antallet af assistancer til elbiler i udlandet.

8/9-2025

Kør selv-ferien er en populær måde at rejse på for rigtig mange danskere. I alt fik knap 9.000 danskere brug for vejhjælp via SOS International på bilferien i udlandet i sommer. Det er lidt flere end forventet og også flere end sidste sommer. 

Blandt de mange sager var der altså flere elbiler. Antallet af internationale sager med elbiler er steget med 65 procent i forhold til sidste sommer. Elbilerne udgør nu næsten 13 procent af det samlede sagsantal.

- Vi kan tydeligt se, at danskerne har taget elbiler til sig. Vi er jo det land i Europa, hvor der kører næstflest elbiler på vejene. Elbilerne har færre skadesårsager i forhold til benzin- og dieselbiler, men til gengæld kan sagerne i udlandet blive mere komplekse, fordi de udenlandske værksteder ikke er lige så vant til elbiler, som vi er i Danmark, siger Jan Bøjstrup Christensen, administrerende direktør for SOS Internationals danske Mobility-division.

Når elbiler får nedbrud, drejer det sig typisk om skader på dæk og glas, fejl af elektronisk karakter eller kollisioner. 

Effektivt flow i operationen

- Internationale sager med elbiler bliver ofte lidt mere komplicerede, da der generelt er knaphed på reservedele og værkstedskapacitet til elbiler. Derfor må flere sager løses med erstatningsbiler og hjemtransport, siger Jan Bøjstrup Christensen. 

Jan Bøjstrup Christensen bemærker, at selvom sommeren oversteg det forventede aktivitetsniveau, er driften forløbet med et effektivt flow på vagtcentralen og god leverance fra leverandørerne.

Nedbrud med biler i udlandet sker typisk i de store transitlande og klassiske rejsedestinationer: Tyskland, Frankrig og Italien.