Her er din skiferie

Hvis det går som sidste år, vil omtrent 500 danskere i de kommende uger komme til skade på skiferien og få brug for hjælp fra SOS International. De fleste af skaderne vil være knæskader, der er høj sandsynlighed for, at skaden sker i Østrig, og særligt aldersgruppen 50-59 år er i farezonen.

SOS International har mange års erfaring med at hjælpe uheldige danskere, der kommer til skade på skiferien. Lige nu begynder vinterens absolut travleste periode: ugerne omkring skolernes vinterferie, hvor rigtig mange danskere tager på skiferie.

Sidste år hjalp SOS International ca. 1200 danskere, der kom til skade på ski eller snowboard i hele skisæsonen fra 1. november til 31. marts. Alene i vinterferieugerne 6-9 fik 500 danskere brug for assistance fra SOS International.

Knæ og underben tegner sig for halvdelen af alle skiskaderne, og det er ikke så underligt, siger Karin Tranberg, divisionsdirektør i Travelcare hos SOS International:

- Knæene er særligt udfordret, når vi står på ski og snowboard, fordi de bliver udsat for vrid. På skiferien bruger vi kroppen helt anderledes, end vi gør til daglig, så det er vigtigt, at man sørger for at træne muskler og led, så de er klar til turene på pister og løjper.

Næst efter knæene er det skuldre og overarme og albue og underarm, der typisk får skader.

Lidt mere end hver femte skiskade (21%) rammer en person i aldersgruppen 50-59 år. Lidt færre skader står aldersgruppen10-19 år for (19% af skaderne), mens de 20-29 årige tegner sig for 17% af skiskaderne.

Du kan forebygge skader
De fleste ved, at det kan betale sig at træne op til en skiferie. Men der er også meget man kan gøre for at forebygge skader, mens man er afsted.

- Mange fristes til at udnytte tiden maksimalt og står på ski rigtig mange timer i træk. Men det er en rigtig god ide at lytte til sin krop og huske at holde pauser, siger Karin Tranberg.

SOS Internationals råd til at forebygge skader på skiferien:

  • Overvurder ikke din egen formåen
  • Vælg et skiområde, der passer til dit niveau
  • Hold pauser, når du er træt
  • Sørg for at fylde energidepoterne op
  • Tag en skilektion
  • Tag hensyn til andre på pisterne
  • Kombiner aldrig alkohol og skiløb

SOS International er et nordisk selskab, der også hjælper svenskere, nordmænd og finner med bl.a. rejseassistance. Danskerne er det folkefærd i den nordiske familie, der oftest kommer til skade på skiferien.

Her fik flest danskere skiskader:

  1. Østrig (48 %)
  2. Italien (17 %)
  3. Frankrig (13 %)
  4. Norge (10 %)
  5. Sverige (6 %)

I løbet af skisæsonen sidste år fik 266 danskere brug for hjemtransport med ambulancefly/Knogleekspressen. 124 af hjemtransporterne foregik i vinterferieugerne 6-9.

Kilde: SOS International, opgjort i perioden 1. november 2023 til 31. marts 2024

Your browser language is different from the chosen site language. Please choose your preferred language below!