1.300 skader sidste år: Er du klar til skiferien?

SOS International forventer travlhed i vinterferien. Sidste år hjalp SOS International 1.300 danskere, der kom til skade på ski – særligt unge og aldersgruppen 50+.
Ud af de 1.300 danskere, der fik hjælp på skiferien i perioden 1. november 2024 til 31. marts 2025, lå 22 procent i aldersgruppen 50-59 år, og 21 procent hos de 10-19 årige.
- Hvis man kun er aktiv én uge om året, udsætter man kroppen for en større belastning. Det øger risikoen for skader markant – især hvis man er over 50 år, siger Karin Tranberg, divisionsdirektør for Travelcare hos SOS International.
Børn under ni år får færrest skiskader.
Knæ og skuldre er i farezonen
Hver anden skiskade rammer knæ eller underben. Skader på skuldre og overarme udgør 18 procent, mens albue/underarm/hånd står for 12 procent.
SOS International anbefaler, at man altid får en dansk læges vurdering via alarmcentralen, før man siger ja til en operation i udlandet.
- Der kan være forskellige holdninger til kirurgi, og det vil være ærgerligt at sige ja til en operation, der er unødvendig og som man risikerer, at forsikringen ikke dækker, siger Karin Tranberg.
Her kom flest danskere til skade på ski sidste år:
- Østrig (44%)
- Italien (19%)
- Frankrig (12%)
- Norge: (11%)
- Sverige (7%)
Det blå kort dækker ikke hjemtransport
Uden korrekt forsikring kan en skiferie blive en dyr fornøjelse.
Det blå EU-sundhedskort giver adgang til behandling på lige fod med andre EU-borgere. Men kortet dækker ikke hjemtransport.
Tjek derfor:
- Rejse- og ulykkesforsikring: Undersøg om de dækker skisport/vintersport og hjemtransport
- Gyldig ansvarsforsikring
- En afbestillingsforsikring er en overvejelse værd – særligt i vinterperioden, hvor der er mere sygdom i omløb.
I Italien er både skihjelm og ansvarsforsikring lovkrav. Bøde for ikke at bære hjelm kan koste op til 200 Euro eller give tre dages karantæne fra liften.
Alkohol og ski
Vent med indtagelse af alkohol, til du ikke længere har ski under fødderne. Og vær ædru, når du spænder skiene på.
Skulle du være uheldig og komme til skade på ski eller forårsage skade på andre i alkoholpåvirket tilstand, kan du risikere, at forsikringen ikke dækker.
Træning er altid en god ide
Selvom der er kort tid til afgang, og du måske ikke har fulgt de gængse råd om at begynde træningen til skiferien tre måneder før, så er det aldrig for sent at forberede sig, og lidt er bedre end ingenting.
Der er særligt fire øvelser, der er relevante forud for skiferien:
- Squat
- Side-lunges
- Sidebøjning af hoften
- Lunges
Gode råd til skiferie med børn
SOS International og Børneulykkesfonden har disse fire råd til forældre, der har børn med på skiferie:
- Tal med dit barn om sikkerhed og hensyn på pisten
- Sørg for korrekt udstyr og indstillede bindinger
- Lad barnet gå på skiskole
- Brug hjelm – og vær selv et godt eksempel
Sådan hjælper SOS International
Vinterferien er højsæson, og alarmcentralen er ekstra bemandet i uge 5-12.
To ambulancefly er forhåndsbooket hver uge, og et særligt ”Alpe-team” koordinerer hjemtransport med både ambulancefly og rutefly.
