Danskerne holder fast i bilferien, men ændrer vaner

Publiceret:11/9 - 2026
Publiceret:Nina
Læsetid3 min.
Car holiday europe.webp

Bilferien står fortsat højt på danskernes ønskeliste, men ferievanerne er i forandring. Mens Tyskland fortsat er det land, hvor flest danskere oplever bilnedbrud, vælger flere ferie i nabolandene, og elbilernes andel af assistancesagerne er mere end tredoblet på to år.

SOS International hjalp mere end 6.500 bilister med vejhjælp i udlandet i sommerferieugerne 27-33. Og helt som vanligt er Tyskland det land, hvor der oftest var brug for at hidkalde vejhjælp til en bil med nedbrud.

Antallet af sager er faldet en smule i forhold til samme periode sidste år. En del af forklaringen kan være, at flere danskere vælger bilferier i Norge og Sverige frem for de lange køreture længere ned gennem Europa.

- Vi vurderer, at rejsemønstrene er ved at ændre sig, og at både Norge og Sverige bliver stadig mere populære destinationer for bilferien, siger Bjørn Mortensen, driftschef for SOS Internationals alarmcentral for dansk og international vejhjælp.

Elbilernes andel er tredoblet på to år

I mere end hver femte internationale vejhjælpssag var køretøjet en elbil.

Andelen af assistancer til elbiler er steget markant de senere år. I 2024 udgjorde elbiler 7,5 procent af alle internationale sager, mens andelen denne sommer var på 21,2 procent.

- Det er en forventet udvikling, da flere og flere udskifter diesel- og benzinbiler med elbiler. Men det stiller krav til vores assistancehåndtering, fordi fejl på elbiler ofte kræver en specialiseret fejlsøgning og lokale værksteder med særlige kompetencer, siger Bjørn Mortensen.

Punkteringer topper blandt elbilsager

Det betyder, at bilister med elbiler i nogle tilfælde kan opleve længere diagnose- og reparationstider end bilister med benzin- eller dieselbiler.

Men langt de fleste assistancer på elbiler er heldigvis ikke komplicerede. De handler nemlig om punkteringer.

- Det betyder ikke, at elbiler punkterer mere end andre biler. Det er snarere et udtryk for, at de fleste elbiler stadig er så nye, at de endnu ikke fejler noget, siger Bjørn Mortensen.

SOS International har investeret i uddannelse, øget teknisk knowhow og værkstedsunderstøttelse i forhold til elbiler for at hjælpe bilister hurtigt og korrekt videre.

Flere kommer videre uden bugsering

Et bilnedbrud midt i ferien er sjældent en del af ferieplanerne. Fokus på telefonisk fejlafhjælpning har betydet, at mere end hver tiende bilist kunne fortsætte rejsen uden bugsering eller værkstedsbesøg. Det reducerer både ventetid for kunden og behovet for mere omfattende assistance.

- Vi ved, at det giver en bedre oplevelse, når bilister kan fortsætte rejsen uden bugsering og værkstedsbesøg i udlandet. Derfor er vi stolte af, at vi kan hjælpe flere hurtigt videre direkte over telefonen, siger Bjørn Mortensen.

Fakta: Sommeren 2026 i tal

  • Mere end 6.500 internationale sager i uge 27-33

  • Elbiler udgjorde 21,2 procent

  • 11,2 procent af sagerne blev løst over telefonen uden bugsering til værksted

  • Tyskland er det land, hvor flest danskere oplever bilnedbrud, efterfulgt af Sverige og Frankrig